Kompetencer og præferencer

Når du henvender dig til en kommende arbejdsgiver, samarbejdspartner eller en praktikvært, skal du sætte ord på det, du kan, og hvad du kan byde ind med i jobbet, i samarbejdet eller i din praktik. Det kræver, at du bruger tid på at sætte ord på dine kompetencer og styrker.

Vidste du at 64% ud af 927 virksomheder mener det er vigtigt, at nyuddannede kan forklare, hvad deres akademiske kompetencer kan bruges til? Samtidig mener 38%, at man skal kommunikere mindre akademiske i ansøgning og CV. Du skal altså øve dig i at forklare dig, så andre med en anden faglighed kan forstå det.

Kilde: Ballisagers Rekrutteringsanalyse 2018  

Faglige og personlige kompetencer

Dine kompetencer er ofte et miks af personlige og faglige kompetencer. De faglige kan yderligere deles op i generelle og fagfaglige. Hvor personlige kompetencer ofte er medfødte, så er de faglige kompetencer dem, vi tilegner os igennem uddannelse og job.

Eksempler på personlige kompetencer kan f.eks. være, hvordan du udfører og tackler dit arbejde, og de beskriver også dine samarbejds- og kommunikationsevner. Om du fx er kreativ, fleksibel, reflekterende eller struktureret i din løsning af opgaver, samarbejde og dialog med andre. Dine faglige kompetencer beskriver måden, hvorpå du bruger de kundskaber og færdigheder, som du har opnået gennem uddannelse, job, frivilligt arbejde, projekter mv. Eksempler på faglige kompetencer kan fx være projektledelse, forhandlingsevne, kildekritik, skriftlig formidling eller undervisningskompetence.

Både faglige og personlige kompetencer er vigtige at have med i dit ansøgningsmateriale.

Kombinationen af dine personlige og faglige kompetencer er det, som gør dig unik. Selvom du har de samme faglige kompetencer som dine medstuderende, så vil I pga. jeres personlige kompetencer altid tilgå og løse opgaverne forskelligt.  

PersonligeFaglige
Generelle humanistiskeFagfaglige
UdadvendtFormidlingKulturforståelse
EnergiskProblemløsersprogkundskab
DetaljeorienteretIndsamle videnVærkanalyse
StruktureretSystematisereDidaktisk forståelse
OmstillingsparatEvaluereReligionsforståelse
AmbitiøsForholde sig konstruktiv kritiskKvalitativ metode
HjælpsomArgumentereMedieproduktion
TillidsvækkendeAnalysereÆstetisk analyse
EngageretProjektledelse/selvledelseUddannelsespolitik

Eksempler på generelle og fagfaglige kompetencer samt personlige.

Arbejd med dine kompetencer

Udvikling af kompetencer sker livet igennem, hvilket betyder, at arbejdet med kompetencer med fordel kan genoptages løbende. Vi anbefaler, at du undervejs i din studietid stopper op, reflekterer over og nedskriver den viden og de kompetencer, du har tilegnet dig i det forgangne semester. Herved vil du, ved afslutningen af dit studie, have et katalog, der kan minde dig om alt det, du har lært i løbet af din studietid.

Det kræver både eftertænksomhed at arbejde med sine kompetencer, og så er det altid godt at få hjælp fra andre til at blive klogere på sine kompetencer. Brug din studiegruppe, gode venner eller familie til at blive klogere på dig selv. Nedenfor finder du forskellige øvelser, der kan hjælpe dig med at sætte ord på dine kompetencer. Husk at du altid er velkommen til at bruge Arts Karrieres karrierevejledning til sparring på dette arbejde.

Individuel øvelse

I denne øvelse skal du, ud fra konkrete aktiviteter du har lavet, sætte ord på, hvilke kompetencer du har haft i brug.

Du finder øvelsen - KLIK HER.

Gruppeøvelse

I denne øvelse skal du få andre til at hjælpe med at sætte ord på dine kompetencer. Du kan selv hurtigt blive blind for de kompetencer, du besidder, fordi de virker selvfølgelige for dig.

I kan eksempelvis bruge disse øvelser - KLIK HER.