Produktspeciale på Arts

Generelt kan det siges om produktspecialer, at de består af et dokumenteret praktisk produkt og en tilhørende skriftlig fremstilling. På enkelte uddannelser indgår desuden et mundtligt forsvar. Rammerne for specialet samt kravene til de enkelte deles omfang og karakter er beskrevet i din studieordning.

Sammenhæng mellem produkt og skriftlig fremstilling

Det praktiske produkt skal have en klar faglig karakter, men skal afvige fra den klassiske afhandling/monografi i sin form. Det vil typisk være rettet mod en modtager, der ikke er vejleder eller censor, og tiltænkt en anvendelse uden for eksamenssituationen. Det praktiske produkt sigter mod brugsformer, f.eks. af pædagogisk, institutionel eller formidlingsmæssig karakter.

Den tilhørende skriftlige fremstilling har til formål at vise, at du kan foretage og demonstrere koblinger mellem relevant teori, designprocesser/metoder og produktet. Den skriftlige fremstilling vil ofte præsentere den faglige problemstilling, som produktet tænkes at forholde sig til. Den vil også diskutere de teorier og metoder, som ligger til grund for forståelsen af problemstillingen og for produktet.

Spørgsmål om, hvilken type produkt, specialet kan indeholde, hvordan din arbejdsindsats bør fordele sig mellem de enkelte dele, og hvordan de enkelte dele hænger sammen og skal forholde sig til hinanden, beror på en faglig vurdering, som foretages i samarbejde med din specialevejleder og i henhold til din studieordning.

Nedenfor har vi samlet en række eksempler på produktspecialer fra forskellige uddannelser, som du kan bruge til inspiration, hvis du er i tvivl om, hvad et produktspeciale kan indeholde.

Sådan bedømmes et produktspeciale

Der gives en samlet karakter for de enkelte dele. Dog er det forskelligt fra uddannelsen til uddannelse, hvad der lægges vægt på i vurderingen af produktet, og hvordan denne vurdering indgår i den samlede bedømmelse af specialet. Typisk vil det være sådan, at produktet vurderes for dets faglige tyngde og i forhold til sammenhængskraften med den skriftlige del af specialet, men ikke for sin kvalitet som produkt. Også i forhold til dette spørgsmål er det væsentligt at læse studieordningen grundigt, ligesom det er en god ide at drøfte spørgsmålet med din vejleder.

Eksempler på produktspecialer på Arts

"Er en sprogtest løsningen? Udvikling og afprøvning af en sprogtest som arbejdsredskab i udarbejdelsen af Den individuelle læringsplan i dansk som andetsprog"

  • Uddannelse: Nordisk sprog og litteratur
  • Produkt: Specialets produkt er en sprogtest til evaluering af kursister med dansk som andetsprog.
  • Om specialet: Den studerende tog selv kontakt til et sprogcenter for at diskutere, hvilke behov specialet kunne dække. På den baggrund kom specialet til at handle om udviklingen af en sprogtest, som sprogcenteret skulle bruge som redskab i forbindelse med evaluering af kursisternes sproglige styrker og svagheder. Den specialestuderende udviklede testen, gennemførte den og testede dens brugbarhed som arbejdsredskab.

”Gammel Estrup i børnehøjde. Digital historiefortælling som museumsformidling til udvikling af børns historiebevidsthed”

  • Uddannelse: Historie
  • Produkt: Specialets produkt er en digital udbygning af den eksisterende historieformidling på herregårdsmuseet Gammel Estrup, særligt rettet mod børn.
  • Om specialet: Produktet består i en digital rundvisning, der omfatter ti hjemmesider med historieformidling i form af tekst og illustrationer. I museets fysiske udstilling finder man ti 2D-stregkoder, der kan scannes med en smartphone eller en tablet og derved åbner den relevante hjemmeside. Med udgangspunkt i historiefaglige og pædagogiske refleksioner undersøgte og udforskede den studerende, hvilke værktøjer og hjælpemidler museer kan tage i brug, når de vil formidle dansk kulturhistorie til børn. Den studerende henvendte sig selv til museumsdirektøren på Gammel Estrup med sine tanker og ideer omkring et projekt om digital historieformidling. Rammerne for produktet blev besluttet i samarbejde med museets inspektør og formidler.

”Oversættelse af frankofon magrebinsk litteratur til dansk”

  • Uddannelse: Fransk sprog, litteratur og kultur
  • Produkt: Produktet er en oversættelse af udvalgte kapitler af den marokkanske forfatter Driss Chraïbis’ roman ”La Civilisation, ma Mère”.
  • Om specialet: I sit arbejde med oversættelsen inddrager den studerende sprogteori, oversættelsesteori og litteraturteori. Dette afspejles også i den tilhørende skriftlige fremstilling, der beskriver den studerendes overvejelser, valg og løsninger i løbet af oversættelsesprocessen – både hvad angår generelle sprog- og kulturforskelle mellem fransk og dansk, og konkrete, stilistiske oversættelseselementer i Chraïbis’ roman.

"Telemedicin, empowerment og patientdiversitet – en antropologisk undersøgelse af KOL patienters oplevelser af et telemedicinsk behandlingsforløb"

  • Uddannelse: Antropologi
  • Produkt: Produktet er en evalueringsrapport med titlen ”Evaluering af Kronikermiddelpuljerne”.
  • Om specialet: Den studerende udarbejdede rapporten under et forudgående praktikforløb ved Hospitalsenheden Horsens. Den omhandler KOL patienternes oplevelser af at være en del af et telemedicinsk behandlingsforløb, og havde til formål at evaluere og drage nytte af de erfaringer Hospitalsenheden Horsens’ telemedicinske projekt, TeleKOL, havde gjort sig siden projektets oprettelse i 2010.

”Redaktionelle retningslinjer – En undersøgelse af musikformidling på DR P6 Beat efter indførelse af playlister.”

  • Uddannelse: Medievidenskab
  • Produkt: Produktet er et journalistisk produkt i form af en radioudsendelse i DR P1-formatet Klubværelset.
  • Om specialet: Programmet, der har titlen ”Redaktionelle retningslinjer” undersøger musikformidlingen på DR P6 Beat og videreformidler de konklusioner, som den studerende nåede frem til i sin analyse og diskussion i den skriftlige fremstilling. Analysen, der har til formål at undersøge musikformidlingens væsen, er baseret på kvalitative interviews med aktører med forskellige indgangsvinkler til musikformidlingen på DR P6 Beat. Ud over at fungere som empirisk grundlag for den akademiske undersøgelse, anvendes interviewsne yderligere i radioproduktet som journalistiske kilder. Som en væsentlig del af arbejdet med produktet, udviklede udarbejdede den studerende interviewguides, der sikrede at de indsamlede data kunne tilgodese begge behov. Specialet inddrager både teori af akademisk/kulturvidenskabelig karakter, der ligger til grund for undersøgelsen, og journalistisk teori, som blev brugt i udformningen af det journalistiske produkt.