JEDERMANNS - tyskstudiernes fag- og festudvalg

Jedermanns er fag- og festudvalget for alle tyskstuderende på Aarhus Universitet. Målet med foreningen er at skabe et godt fagligt og socialt studiemiljø på tværs af studieordninger og årgange med en række arrangementer i løbet af semesteret samt en direkte forbindelse mellem de studerende,  underviserne og universitetet.

Hvad sker der i foreningen?

Bestyrelsen mødes cirka én gang om måneden, og afholder cirka et arrangement om måneden i hvert semester. Det kan være alt fra spilaften, filmaften og Tour de Fredagsbar til udvekslingscafé og Faglig Dag. Efterårssemestrene sluttes altid af med den traditionsrige julefrokost, som er meget velbesøgt. I forårssemestrene besøger vi sammen Kapsejlads og holder sommerafslutning med hygge i Uniparken.

Bestyrelsen er åben for alle, der måtte være interesseret i at tage del i arbejdet. Til møderne bliver der udover planlægning af arrangementer også snakket om studielivet som tyskstuderende, hvor vi altid er åbne overfor tanker og forslag. Jedermanns har (som fagråd) en repræsentant i Uddannelsesnævnet (UN), hvor vi kan videreformidle de studerendes initiativer og holdninger. Det er bindeleddet mellem de tyskstuderende og resten af AU. Med til dagsordenen på møderne hører også altid kaffe og kage!

Hvem er vi?

Foreningen er drevet af studerende fra tyskstudierne, som arbejder 100 % frivilligt for at give vores medstuderende nogle sjove og hyggelige oplevelser, som skaber sammenhold på studierne på tværs af årgange og studieretninger.

Med andre ord er Jedermanns for alle tyskstuderende, hvad end du er SLK, IVK, tilvalg, cand.ling.merc., kandidattilvalg, PhD-studerende eller noget helt andet med tilknytning til tysk-miljøet på AU.

Kontakt os:

Hvis du har en idé eller et ønske til et fagligt eller socialt arrangement, så kontakt os gerne på Facebook, Instagram eller mail. Alle input er velkomne, store som små.