Totem nr. 25 - 1. december 2010

Sneen daler fin og hvid i denne søde juletid - og i det nye nummer af TOTEM finder du masser af gode opgaver at varme dig ved i kulden.

Først og fremmest kan de nye religionsvidenskabsstuderende, der går deres første skriftlige eksamener i møde, hente inspiration fra to forskellige opgaver i Religionssociologi (Karen Ina Bruhn & Anna Christoffersen), eller fra to forskellige opgaver i Israelitisk religion og tidlig jødedom (Charlotte Vindeløv Larsen & Stine Møgelberg).
Derudover bringer vi én valgfagsopgave, to bacheloropgaver og to opgaver fra kandidatdelen.
Valgfagsopgaven er affattet i et valgfag om nordisk religion og omhandler forestillinger og ritualer forbundet med døden (Mette Randrup), mens de to bacheloropgaver behandler så forskellige emner som dyreofringer og religionsfrihed i USA (Mette Møller Skovbjerg Pedersen) og almen videnskabsteori belyst ud fra den franske filosof Paul Ricoeurs overvejelser over hermeneutikken (Jeppe Langkjær).
Kandidatopgaverne er også vidt forskellige: Den ene er en fri opgave fra den religionsvidenskabelige kandidat, og omhandler den danske vækkelsesbevægelse, belyst gennem feltarbejde og ritualanalyse i foreningen Evangelist (Rikke Gottfredsen). Den anden opgave er fra den nye kandidatuddannelse 'The Religious Roots of Europe', affattet i faget Interaction, Jews and Christians in the Roman Empire, og omhandler forholdet mellem kristne og hedning i det romerske imperium ud fra en analyse af biskoppen Teofilos af Antiokias tre bøger ved navn Ad Autolycum.

Der er altså nok at give sig i kast med - og alt er naturligvis omhyggeligt korrekturlæst efter Hans Jørgen Lundager Jensens strenge, men retfærdige, retningslinjer for formalia. God læsning.