Du er her: AU  Studerende  Studieportaler Studieportaler Biologi Eksamen Værd at vide om eksamen

Værd at vide om eksamen

Mødetid ved mundtlig eksamen

Det er dit eget ansvar at være mødt frem, når det er din tur til at blive eksamineret. Eksamensrækkefølgen er ikke en tidsplan, så hvis en studerende udebliver, går man med det samme videre til den næste på listen. Hvis du vil være sikker på at blive eksamineret, skal du derfor møde op fra eksamenens start - du kan ikke vide, om alle før dig er mødt op til eksamen.

Ved mundtlige eksamener med forberedelse er mødetid for den første studerende en halv time før eksamens start.

Hjælpemidler til eksamen inkl. regler for PC

Kursuskataloget kan du i den enkelte kursusbeskrivelse læse, hvilke hjælpemidler du må medbringe til eksamen.

Det er kun tilladt at bruge PC som hjælpemiddel, hvis det specifikt er oplyst i kursusbeskrivelsen.  

  • Find reglerne for brug af PC ved prøver på Aarhus Universitet her.

Digitalisering af håndskrevet materiale

Prodekanen og studieadministrationen har med virkning fra vintereksamenerne 2017/2018 besluttet, at hvis du ved skriftlige digitale eksamener har brug for at udarbejde håndskrevet materiale, som f.eks. tegninger, formler eller andet, skal materialet fremover digitaliseres og tilknyttes opgavebesvarelsen. Du er selv ansvarlig for at digitalisere materialet og tilknytte dette opgavebesvarelsen.

Digitaliseringen skal foregå i eksamenstiden og i eksamenslokalet med godkendte digitaliseringsværktøjer.

Tilladte digitaliseringsværktøjer

Hvis du har brug for at udarbejde håndskrevet materiale, skal du vælge mellem følgende løsninger til digitaliseringen:

  • håndholdt webkamera
  • digitalkamera med tømt hukommelse
  • det indbyggede kamera i computeren (det er tilladt at løfte papiret)
  • en håndholdt scanner
  • tegne direkte på din computer ved at bruge mus, tegnepen eller tegneplade

Det er ikke tilladt at benytte mobiltelefon, tablet eller lignende til at digitalisere håndskrevet materiale. Se regler for kommunikation under skriftlig eksamen her.

Tilknytning af det digitaliserede materiale til din besvarelse

  • Indsæt det digitaliserede materiale direkte i din opgavebesvarelse, så besvarelsen kan afleveres som ét samlet PDF-dokument.
  • Digitaliser dit håndskrevne materiale løbende under eksamen.
  • Undgå så vidt muligt at tage billeder af en hel A4 side ad gangen. Tag i stedet billeder af halve sider eller specifikke udregninger

Du er selv ansvarlig for, at materialet efter digitaliseringen er af en kvalitet, hvor det er muligt at læse og bedømme det.

Vi anbefaler, at du i god tid inden eksamen afprøver digitaliseringsværktøjet og bliver fortrolig med det, så du er klar til at benytte det til eksamen.

Kommunikation under skriftlig eksamen

Når du er til skriftlig eksamen, skal du være opmærksom på, at kommunikation ikke er tilladt. Kommunikation under eksamen betragtes som snyd.

Modtager du under en skriftlig eksamen beskeder eller lignende fra kommunikationsplatforme eller fildelingstjenester, må du under ingen omstændigheder besvare dem, og du skal straks informere eksamensvagterne om hændelsen.

Eksamenssnyd

Snyd til eksamen kan have meget alvorlige konsekvenser for dig. Det forventes, at du kender reglerne, som du finder her.

Særlige eksamensvilkår

Hvis du har fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, et andet modersmål end dansk eller andre vanskeligheder, kan du få særlige eksamensvilkår, hvis universitetet vurderer, at dette er nødvendigt for at ligestille dig med andre i prøvesituationen.

Ønsker du at søge dispensation til særlige vilkår, kan du læse, hvordan du ansøger nederst på siden her.

Eksamensresultater

Du finder dit eksamensresultat på mit.au.dk, hvor du kan se det, så snart det er registreret.

Fristen for offentliggørelse af eksamensresultatet kan du se på eksamensplanen.

363655 / i40