Studiemiljø på Biologi

Studiemiljøet på Biologi har sit centrum i Biologiens hus, i daglig tale Biohuset. Det er en bygning med vandrehal, læsesal og grupperum, hvor studerende fra de biologiske uddannelser mødes omkring faglige og sociale aktiviteter. Flere af biologistudiets studenterforeninger holder til i huset, og den lille biologioase er med til at give dig et fast tilhørsforhold til uddannelsen, fordi du her næsten altid vil støde ind i venner og bekendte.

Som biologistuderende kan du heller ikke undgå at stifte bekendtskab med Biologisk Fagudvalg (BFU). Alle biologistuderende bliver nemlig automatisk medlemmer af BFU, når de begynder på studiet. De mange foreninger på Biologi er også tilknyttet BFU, og alle har derfor ret til at udtale sig på BFU-møderne.

I spidsen for BFU står Forretningsudvalget (FU), som er en gruppe frivillige studerende, der står for at følge op på de beslutninger, biologistuderende i fællesskab træffer på BFU-møderne. De står for kontakten til institutledelsen og har dermed indflydelse på eksempelvis studiets sammensætning, tilrettelæggelser og evalueringer af undervisningen.  

Find alle foreningerne på Biologi på Foreningshjemmesiden eller få overblikket over de største herunder:

 

Revyen

Det har længe været en tradition, at en flok kreative biologistuderende fra forskellige årgange en gang om året går sammen om at lave en revy med sketch og sange. Arbejdet begynder i foråret, og revyen bliver opført til BIOGAS' forårsfest. 

Kontakt: bio.revy.au@gmail.com