AU Herning opruster med 16 nye forskere

Med 16 nyansatte forskere, heraf 7 deltids og tre nye fuldtidsprofessorer, bygger AU Herning bro til stærke internationale institutioner og sikrer samtidig en tæt sammenhæng mellem forskning, undervisning og det veludviklede netværk med det midt- og vestjyske erhvervsliv.

05.11.2012 | Andreas G. Jensby

AU Herning opruster med 16 nye forskere. Photo: JW Luftfoto

Det kan kun blive rigtig godt. Sådan siger en glad og stolt centerleder på AU Herning Michael Evan Goodsite, som pr. 1. november har ansat i alt tre professorer og seks deltidsprofessorer, to deltidslektorer og fem adjunkter fra institutioner i Danmark, Norge, Sverige, England, USA og Canada. Herudover har Andreas Schotter, som to gange er kåret ”The Wall Street Journal Distinguished Professor of the Year", takket ja til et gæstelektorat.

De nye forskere markerer et stort skridt i AU Hernings bestræbelser på at sikre en stærk og lokalt forankret forskning og uddannelse, som har globalt sigte, bygger broer til internationale institutioner og kan gøre gavn for rigtig mange mennesker:

- AU Herning er en del af et kendt og stærkt universitet (AU, red.), og samtidig har vi udviklet en helt særlig entreprenørånd og tæt kontakt til erhvervslivet gennem mange år. Styrken ved begge dele udnytter vi nu til fulde ved bl.a. at ansætte nogle dygtige forskere, som kan arbejde og skabe resultater sammen med erhvervslivet herude. Det er en fordel for alle parter, siger Michael Goodsite.

Et område med stort potentiale
Anders Frederiksen og Allan Gross er to af de nyansatte professorer på AU Herning. For dem har netop samarbejdet med lokalsamfundet spillet en stor rolle for, at de nu er landet i Herning.

- Man mærker fra dag ét, at der er opmærksomhed og opbakning om AU Herning. Jeg talte med en lokal journalist, som via sin artikel ville hjælpe mig med at finde relevante lokale virksomheder at samarbejde med.  Den tætte kontakt med virksomhederne giver desuden mulighed for at opdyrke en masse ny data at forske med, så det er ret interessant, forklarer Anders Frederiksen, professor MSO i Econometrics and Business Economics og desuden tilknyttet AUs interdisciplinære center for organisationsarkitektur (ICOA).

- Der er en helt bestemt nærhed i Herning. Man er meget tæt på virksomhederne og på brugerne, og modsat er de vant til at arbejde sammen med AU Herning, så det gør processen hurtigere og bedre, siger professor i Engineering Mathematical Modelling, Allan Gross.

Fakta om de nye folk
De nye professorer, deltidsprofessorer, lektorer, deltidslektorer og adjunkter på AU Herning er:

Fuldtidsprofessorer (3)

  • Anders Frederiksen, Aarhus Universitet
  • Allan Gross, Aarhus Universitet
  • Elsebeth Sørensen, Aarhus Universitet

Deltidsprofessorer (6)

  • Carlo Aall, Vestlandsforskning, Norge
  • Kirsten Halsnæs, adjungeret professor, Danmarks Tekniske Universitet
  • Peter Outridge, University of Manitoba, Canada
  • Hamed Sanei, University of Calgary, Canada
  • Allan Tait, The Open University, London, England
  • Christian Koch, Chalmers University of Technology, Göteborg, Sverige

Fuldtidslektorer (1)

  • Jean Paul Peronard

Deltids- og gæstelektorer (2)

  • Magdalena Muir, John Hopkins University, Baltimore, USA
  • Andreas Schotter, Thunderbird School of Global Management, USA

Fuldtidsadjunkter (5)

  • Peter Klaas
  • Michael Nørager
  • Ole Friis
  • Torben Tambo
  • Simon Torp

Elsebeth Korsgaard Sørensen er løftet fra professor MSO til professor, så professoratet er nyt, selvom hun i forvejen var ansat på AU Herning. Fire af de fem adjunkter er ligeledes medarbejdere på AU Herning i forvejen, men er ansat i nye stillinger med forskningsforpligtelse.

Yderligere information

Michael E. Goodsite
Centerleder ved AU Herning

E: michaelg@hih.au.dk
T: 8716 4747
M: 6011 2557

 

Navne