Dansk innovationsleder i Indien taler ved dimissionen den 27. juni

Tue Roth er BDE-dimittend fra 2006, stifter af firmaet OptoRobotix og netop udnævnt som Centerleder for Innovation Centre Denmark i Indien. Og så taler han ved dimissionen på AU Herning den 27. juni.

25.06.2013 | Andreas G. Jensby

Tue Roth taler ved dimissionen på AU Herning

Tue Roth taler ved dimissionen på AU Herning

Når fredagens dimission løber af stablen, er det med fint besøg fra de varme lande. Den tidligere BDE-studerende Tue Roth, som siden sin egen dimission har stiftet virksomheden OptoRobotix, er blevet ejer af to børnehaver og senest udnævnt til Head of Innovation Centre Denmark i Indien, kommer således og taler til dimissionen.

Og med sin egen fagligt blandede karriere som eksempel håber Tue Roth at kunne indgyde de nye dimittender mod på fremtiden:

”De unge har alle muligheder for at gøre sig gældende i både Danmark og resten af verdenen med de kompetencer, de nu har erhvervet sig. De skal vide og tro på, at de har en bred faglig værktøjskasse med sig, som de kan bruge inden for rigtig mange brancher,” siger Tue Roth.

Om Tue Roth
Tue Roth er BDE-dimittend fra 2006 og har siden da været involveret i mange forskellige virksomhedsprojekter både som ejer, medstifter, konsulent og udvikler. Senest er han altså blevet udnævnt til Head of Innovation Centre Denmark i New Delhi og Bangalore i Indien.

Om Innovation Centre Denmark
Innovation Centre Denmark (ICDK) hører under Udenrigsministeriet i Danmark og fungerer som partner og rådgivere for bl.a. danske virksomheder, forskere osv., som ønsker at starte virksomhed, afdeling eller forskning i udlandet. ICDK har centre i Hongkong, München, Shanghai, Silicon Valley og har netop åbnet tre nye centre i São Paulo, Seoul og New Delhi.

Studerende