Studieplanlægning

Mere overskud og overblik

I studievejledningen møder vi ofte studerende med en følelse af ikke at have tid nok. Det kan medføre:


  • Manglende overblik
  • Kronisk dårlig samvittighed fordi man ikke aner hvor meget/hvor lidt, man reelt læser og studerer
  • En følelse af ikke at kunne følge med i undervisningen
  • Stress
  • Mangelfuld kost, ingen motion og usund livsstil

For de fleste virker planlægning som noget meget ”banalt” – men selvom det er banalt, er det også svært. Særligt hvis man ikke har været vant til det gennem gymnasiet/handelsskolen. Et studieliv kræver planlægning for at kunne holde overblik.

På disse sider finder du hjælp til at planlægge din tid.

Siden er bygget op på samme måde som et vejledningsforløb, hvor du med fordel kan vælge at følge øvelserne kronologisk, men du er også velkommen til udvælge de afsnit, som du synes virker bedst for dig.

Hvad vil du gerne have tid til?

Mange studerende oplever at mangle timer i døgnet til at have et studiejob, at se vennerne, at dyrke motion, at lave afleveringer, at se familien. Og det vil heller ikke være ualmindeligt, at du føler at du ikke kan nå at læse det hele. Når du taler med en studievejleder, vil det derfor typisk være emner som prioritering og strukturering af tid, som vi vil tage op.

Det er vigtigt, at du som studerende (og i det hele taget) oplever, at du har ”valgfrihed” til at kunne prioritere de ting, som er vigtige for dig. Ved at stille dig selv disse spørgsmål, kan du blive lidt klogere på, hvilket studieliv du ønsker dig (skrivevenlig version):

  • Hvordan ser ”det gode studieliv” ud for dig?
  • Hvad savner du i din hverdag?
  • Hvad skal der være plads til?
  • Hvilken ændring/forandring ønsker du sker i forhold til din nuværende situation?
  • Hvad er årsagen til at du tænker, at du har brug for at planlægge?

Det koster noget - få hjælp til at prioritere

Som studievejledere møder vi tit studerende, der glemmer at planlægning også er en skarp prioritering. Det kan være rigtig svært at prioritere i sine aktiviteter, fordi man godt kan føle at det hele er lige vigtigt. Det vil altid være en god idé at stille sig selv spørgsmålene (skrivevenlig version):

  • Hvordan planlægger jeg i dag?
  • Hvordan prioriterer jeg?
  • Hvor vil det være vigtigst at sætte ind? Er det tiden? Prioriteringerne? Dagsstruktur? Mv.

Hos studievejledningen har vi gode erfaringer med at bruge denne øvelse, som kan hjælpe dig til at prioritere din tid:

Komfuret - en model til planlægning og prioritering af tid

Forestil dig, at du har et gammeldags komfur med fire kogeplader som repræsenterer forskellige dele af dit liv (eksempelvis træning, studie, familien, arbejde etc.). Varmen kan styres på hver kogeplade ved at dreje på fire termostater. En plade kan være slukket (”0”) og tændt med forskellig varme (fra ”1” til ”6”). Prøv engang at hør klikket for dig, når du skruer på termostaten. Dette komfur, til planlægning og prioritering, er et specielt komfur, da det ikke tåler, at alle firekogeplader kører med meget varme på samme tid. Så vil det simpelthen kortslutte. Da varmen kan indstilles fra ”0” til ”6”på hver af de fire kogeplader, kan komfuret som helhed kun klare ”16” som den samlede mængde af varme. Varmen er symbol for tid og energi.

På hver af de fire kogeplader har du en gryde med vand stående. Gryden er dit tilhørsforhold til den enkelte kogeplade. Vandet i den enkelte gryde kan enten være koldt, være under opvarmning, koge, simre eller koge over. Vandets aktuelle temperatur og udviklingen af denne - fra kold til varm, status quo eller fra varm til kold – er styret af den varme, som kogepladerne sender op til gryden. Vandets tilstand i den enkelte gryde siger altså noget om den tid, den arbejdsindsats og de ressourcer, som du på et givent tidspunkt engagerer dig i på hver af kogepladerne. Der er altså forskel på, om du skal bringe i kog eller holde i kog, da førstnævnte kræver mere varme – og dermed mere tid og flere ressourcer i dit liv. Bag komfuret står du som kok. Som kok skal du styre de fire gryder og termostater. Men du har kun to hænder! Du skal altså træffe en masse valg om, hvornår de enkelte gryder skal have tilført varme, forblive med en given temperatur eller skrues ned på termostaten.

Mange muligheder er åbne, og lige meget hvad du gør for den enkelte kogeplade, har det altid betydning for de resterende. I visse perioder er det nødvendigt at give fuld varme for en enkelt kogeplade, eksempelvis hvis du starter på noget nyt, skal løse en stor opgave eller op mod en konkurrence. Dette betyder, at du skal skrue ned for én eller flere af de resterende kogeplader, hvor vandet i bedste fald vil simre og i værste fald blive koldt. Det afhænger af din strategi, kommunikation og fremsynethed som kok. En central pointe ved komfuret er, at du aldrig kan få fuldt udbytte på alle fire kogeplader på samme tid.

Når vi i studievejledningen taler med studerende om at prioritere, anbefaler vi, at du øver dig i at skelne imellem hvad der er vigtigt og mindre vigtigt – og ligeledes, hvad der haster, og hvad der ikke haster.

Ud fra din prioritering er du nu klar til at lave en ugeplan.

(Morten Hovgaard, 2010)

Hvad kan jeg gøre?

I studievejledningen anbefaler vi, at du laver en ugeplan for undervisningsperioden, så du får skabt struktur i din hverdag. I ugeplanen skal du notere alle dine daglige aktiviteter: forelæsninger, øvelsestimer, læsegruppeaftaler, læsning, motion, måltider, venneaftaler, pauser mv.  

Din plan kan indeholde en høj grad af fleksibilitet eller have en meget fast struktur alt efter, hvad der passer bedst til dig. Det er muligt, at du skal eksperimentere med forskellige måder at planlægge din hverdag på, inden du finder frem til, hvad der fungerer optimalt for dig.  

Se mere om ugeplaner på Studypedia: Lav en ugeplan.

Få inspiration til struktur og planlægning fra andre studerende i videoen "Den gode studiestart". Videoen er udarbejdet på Science and Technology, men kan bruges på alle uddannelser. Der vises i videoen, hvordan man kan arbejde med elektroniske kalendere.      

Generelle råd

På Studypedia kan du finde gode råd, inspiration og værktøjer til at planlægge dit studie. Det er vigtigt at huske på, at alle studerer på forskellige måder, og der findes ikke én rigtig måde at planlægge sin studietid på.

http://studypedia.au.dk/studievaner/strukturer-din-tid/

Video af Hertoft Media