Alumneportræt: Michael Zöhner - En leder med bagagen fuld

13.06.2007

Med en baggrund som cand.merc fra ASB fik han som 29-årig sin første lederstilling i Stibo Groups amerikanske datterselskab. Hans alsidige karriere CV inkluderer derudover store virksomheder som Danfoss, Cheminova, LEGO og Arla, hvor han pt. er CFO i Consumer Nordic-divisionen med ansvar for økonomi, strategisk udvikling og IT. Samtidig har han formået at skabe sig en familie med kone og to små drenge. 

Michael Zöhner"Nu er det jo sådan i USA, at jo flere grå hår du har, jo mere fylder du også i lokalet". Således indleder Michael Zöhner sin beskrivelse af de udfordringer, han mødte, da han i en alder af blot 29 år blev direktør for Stibo Groups amerikanske datterselskab i Atlanta. At blive leder i så ung en alder i en kultur, hvori anciennitet og enerådighed er dominerende, betød, at han virkelig skulle bevise sit værd. "Faglig dygtighed og min teoretiske og praktiske referenceramme – det var det, der skabte gennemslagskraft. Men derudover fandt jeg også ud af, at det var utrolig vigtigt at lytte og forberede mig nøje, inden jeg traf beslutninger."

Hvad har det betydet for dig, at du allerede som 29-årig blev direktør?

"Det var hårdt arbejde og en kæmpe udfordring, men samtidig også en udfordring som jeg ikke ville være foruden. Det var med til at bevise, at jeg kunne blive kastet ud på dybt vand og svømme tilbage igen, så det har helt sikkert været med til at accelerere min karriere". Samtidig understreger han dog, at sad han selv og skulle ansætte til en sådan stilling i dag, ville han nok ikke vælge så ung en person. Ikke fordi alderen er en dårlig forudsætning i sig selv, men simpelthen fordi, der er så mange krav til ledere i dag, at det kræver en vis modningsproces at være klar til det. "Så vil jeg anbefale det til andre i dag - jo, hvis de vil eksperimentere lidt, men med min professionelle vurdering vil sige, tag en to-tre år mere".

Karrierevejen fra Stibo Groups til Arla Foods

Han nåede lige at få OL med i 1996, inden han besluttede at rejse hjem til Danmark, hvor han blev ansat hos Andersen Consulting i København. Dette skift fremhæver han som positivt, da kulturen i konsulentbranchen på mange måder er lig den amerikanske med dens vægt på, at du skal præstere og arbejde hårdt. "Derudover gav konsulentrollen mig en værktøjskasse til at udarbejde virksomhedsstrategier og kommunikere retninger og løsninger – den gav mig et twist og et edge i forhold til, hvor jeg stod inden". Efter nogle år meldte lysten sig dog til at vende tilbage til Jylland og til familien. Her fik han imidlertid en henvendelse fra LEGO, der endte med, at han sad med ansvaret for Brand Retail i England. I LEGO oplevede han de første kriser og det første underskud, hvilket var en omvæltning. Samtidig betød det, at der til sidst ikke var så meget udvikling i jobbet mere. "Og så kom Arla på banen og fremlagde, at man ønskede at professionalisere sin koncern- og forretningsudvikling. De spurgte, om jeg ville være med til det, og det sagde jeg ja til." Han har nu været hos Arla Foods i fire år, hvilket er hans hidtil længste periode i samme selskab.

Vejen til toppen har således været alt andet end lang og ensformig for Michael Zöhner, og hans lynkarriere vidner om ambitioner og gå-på-mod. I den forbindelse bemærker han, at "jo længere du kommer op, jo sværere er det at finde nye udfordringer, for tragten bliver mindre. Samtidig skal man være klar over, at hvis man ikke leverer i sådan et job her, så bliver det svært at komme videre."

Hvor stammer din lyst og dit mod til at blive leder fra?

"Jeg tror egentlig ikke, at det var noget bevidst - forstået sådan, at når man er i rollen, er det ikke noget, man går og tænker over. Men det er klart, da jeg var færdiguddannet, kunne jeg ikke forstå, hvorfor der ikke kun skulle gå 1 år, inden jeg var sektionsleder nede på Danfoss. Nu havde jeg jo læst cand.merc., så jeg var jo en stor kanon", siger han med et smil på læben.

"Dét at være leder for mig har nok mere været et spørgsmål om at være der, hvor beslutningerne træffes, og hvor man kan påvirke dem". En erkendelse af, at det i høj grad også handler om at have ansvaret for medarbejdere og at kunne motivere dem, er noget, der er kommet efterhånden. Hvad angår arv og miljø, tilføjer han yderligere, at han kommer fra en arbejderfamilie, hvor han er den første i en søskendeflok på 5, der får en lang uddannelse. "Så på den måde er jeg ikke født med en guldske i munden og har ikke på nogen måde haft den referenceramme derhjemme".

Hvordan får du karriere og privatliv til at gå op i en højere enhed?

Hans kone er ligesom han selv cand.merc., men hun underviser i dag på Business College i Kolding, hvilket betyder, at hun har en høj grad af fleksibilitet. "Så man kan sige, at jeg bruger lidt flere kræfter udadtil, og hun bruger lidt flere indadtil". Men ellers handler det i bund og grund også om prioriteringer og om at give sig selv et pusterum som familie. "Til august flytter vi til Stockholm i 8 måneder. Det er til dels for at få markedsindsigt, men også en måde, hvorpå du som leder kan regenerere dig selv og din familie. Og vi regner vi da med, at vi alle kan stå på både ski og skøjter, når vi komme hjem."

Til spørgsmålet om, hvorvidt han ville have gjort noget anderledes i dag, lyder svaret: "Jeg ville egentlig gerne på et eller andet tidspunkt have haft et år indimellem to jobs, for ellers kan det godt gå hen og blive én lang rejse. Der skal være nogle mellemstationer, hvor man holder frikvarter. Det er i hvert fald nogle af de overvejelser, jeg gør mig i dag. Så hvis man har de muligheder, synes jeg, at man skal gøre det? Og så vil jeg selv tage min medicin på et eller andet tidspunkt", smiler han.

CV:

1985-1988: HA, Handelshøjskolen i Esbjerg
1988-1990: Cand.merc., ASB
1991-1995: HD regnskab, Handelshøjskolen i Sønderborg
1990-1993: Trainee, Danfoss
1993-1995: Marketingschef, Cheminova
1995-1997: Direktør, Stibo Groups amerikanske datterselskab
1997-2000: Senior Manager, Andersen Consulting
2000-2003: Vice President for Brand Retail, LEGO
2003-2005: Direktør, Corporate Business Development, Arla Foods
2005-       : CFO, Arla Foods med ansvar for økonomi, strategisk udvikling og IT

> Læs flere alumneportrætter på www.asb.dk/alumni