ASB på Financial Times ranking-liste

02.11.2010 | sannera



Financial Times har for første gang placeret en uddannelse fra ASB på listen blandt verdens bedste, internationale kandidatuddannelser.

Den anerkendte liste Financial Times Masters in Management 2010 Ranking har nu en international kandidatuddannelse fra ASB repræsenteret. Nærmere betegnet MSc in Finance & International Business (FIB), der er placeret som nummer 51 i verden.

Dekan Børge Obel fortæller, at ASB har arbejdet målrettet på at komme på listen i et par år:

– Vi har nået målet og er rigtig godt tilfredse med en førstegangsplacering som nummer 51 på en så eksklusiv liste.

Globalt vindue

Repræsentationen på listen betyder blandt andet, at internationale virksomheder og arbejdspladser samt udenlandske studerende bedre kan få øje på ASB i den hårde internationale konkurrence.

– Det er et kvalitetsstempel at være placeret på listen. Vi vil gerne have dygtige internationale studerende, og de stiller krav til gode studiesteder, siger Børge Obel.

Intentionen er, at ASB i fremtiden får endnu flere uddannelser med på listen. Det sker med stor sandsynlighed i løbet af få år, da flere uddannelser allerede er godt på vej til at kvalificere sig.

- Vi har høje internationale ambitioner, og det gælder også i denne her sammenhæng, siger Svend Hylleberg, der fra den 1. januar 2011 er dekan for Danmarks største business school og én af de største i Europa, Aarhus School of Business and Social Sciences, som bliver skabt ud fra en fusion mellem Det Samfundsvidenskabelige Fakultet og Handelshøjskolen ved Aarhus Universitet. 

FAKTA

Uddannelsen:
MSc in Finance & International Business (FIB)

Cand.merc.-uddannelsen kombinerer specialiseret viden med evnen til at tage velinformeret strategiske beslutninger – en vigtig faktor for vækst i de fleste virksomheder. Kombinationen af finansielle, ledelsesmæssige og strategiske kompetencer, samt det internationale fokus, gør uddannelsen unik. Den forbereder de studerende på mange forskellige karrieremuligheder i internationale virksomheder verden over.

Rankinglisten:
Financial Times Masters in Management Ranking

- Ranking-listen er én af verdens mest kendte og anerkendte inden for ranking af kandidatuddannelser fra business schools verden over.

- Der er 65 business schools på 2010-listen og Handelshøjskolen, Aarhus Universitet er placeret som nr. 51.

- Denne specifikke liste indeholder kun internationale kandidatuddannelser inden for ledelse. Der findes en række andre "Financial Times ranking-lister", der ranker andre kandidatuddannelser og fx også MBA-uddannelser.

- Flere kandidatuddannelser fra en Business School kan være repræsenteret. De lægges sammen og får en samlet placering på listen.

- For overhovedet at kunne rankes på listen, skal den internationale uddannelse have eksisteret i en vis tid og et minimumsantal af kandidater skal have dimitteret.

- Uddannelserne rangeres efter, hvor godt de klarer sig inden for en lang række kategorier fordelt på de tre hovedområder: alumnernes karrierefremskridt, skolens mangfoldighed og internationale erfaringer og forskning.

- Financial Times har været i direkte kontakt med en række af Handelshøjskolens alumner, som har fortalt om, hvor tilfredse de har været med uddannelsen og deres efterfølgende karrieremuligheder. Det er blandt andet disse oplysninger, der danner grundlag for placeringen på listen.


Kontaktoplysninger:



Dekan Børge Obel
Mobil: 2020 7355
E-mail: dean@asb.dk
web



Dekan Svend Hylleberg
Tel: + 45 8942 1592
Mobil: 2338 2020
E-mail: sh@sam.au.dk


/Rikke Carlsen


Studerende
312177 / i40