ASB-studerende til verdensmesterskab i ledelse

Fire studerende fra ASB deltager i den kommende uge i den internationale finale i konkurrencen Global Management Challenge i Macao ved Hong Kong, hvor de håber på at hive sejren hjem til Danmark.

I Global Management Challenge konkurrerer hold af studerende og virksomhedsrepræsentanter fra hele verden i strategisk ledelse. Konkurrencen har fundet sted siden 1980 og alene i år er mere end 19.000 deltagere fra 23 lande tilmeldt. Blandt disse er Katrin Dam á Neystabö, Morten Christoffersen, Casper Pedersen og Anders Dam Vestergaard fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, som for nyligt vandt den nationale finale i konkurrencen.

De fire vindere af den danske fionale er klar til verdensmesterskaberne i ledelse

- Konkurrencen er bygget op omkring en business simulator, hvor vi tager beslutninger i forbindelse med en fiktiv case og derefter får vi en simuleringsrapport, der viser, hvordan beslutningen påvirker virksomhedens resultat og position i markedet. Vi har altså fået testet vores evner som virksomhedsledere på en forholdsvis risikofri måde, fortæller Anders Dam Vestergaard.

Nørdet – men sjovt og godt for CVet
I løbet af arbejdet med business simulatoren, har de fire ASB-studerende, der læser cand.merc.marketing og cand.merc.økonomistyring, blandt andet fået testet deres evner til at analysere markedsforhold, konkurrencesituation og interne ressourcer. Samtidig har de brugt analysens resultater til at træffe beslutninger for case-virksomheden. 

- Det hele kan godt lyde lidt nørdet, men spillet er faktisk ret sjovt at deltage i. Det har en nærmest vanedannende effekt, og man bliver til tider helt afhængig af at analysere og optimere virksomheden. Samtidig er der ingen tvivl om, at vi som studerende har fået en unik mulighed for at forstærke vores position forud for vores afgang fra ASB. Vi ved godt, at virkeligheden er meget andet end det simulationen indeholder - men simulationen og konkurrencen indeholder væsentlige elementer af det at lede en virksomhed, siger Anders Dam Vestergaard.

Læs mere på www.globalmanagementchallenge.dk  

Oops, an error occurred! Code: 20230330010720e9341b52