AU-studerende sejrer ved Venture Cup

Der var studerende fra AU på to af de vindende hold ved årets udgave af iværksætterkonkurrencen Venture Cup.

22.06.2012 | Didde Trolle Pedersen

Biosyntia vandt kategorien Cleantech & Environment. Jens Riis fra Biosyntia skriver Ph.d. inden for økonomi, de øvrige er fra DTU og KU. Foto: Jesper Egelund Hansen

CTS Wristband vandt kategorien Life Science & Medtech. Jeppe Fredslund er i gang med kandidaten i international business administration, mens Tobias Sonne læser på kandidaten i IT Produktudvikling på Datalogisk institut. Begge er fra Aarhus Universitet. Foto: Jesper Egelund Hansen

Med opfindelser inden for museskader og biobrændselsteknologi tog to hold med AU-studerende ombord førstepræmien i hver deres kategori ved årets Venture Cup Startup Competition, en iværksætterkonkurrence for danske universitetsstuderende. Førstepræmien bestod af en check på 50.000 kroner.

Det ene vinderhold, CTS Wristband, bestående af de to AU-studerende Tobias Sonne og Jeppe Fredslund imponerede dommerne i kategorien LifeScience & Medtech med deres nyskabende armbånd, som virker forebyggende og helbredende på museskader.  

Jeg er ret overrasket over, at vi vandt. Det betyder rigtig meget for vores selvtillid og troen på vores projekt at vinde den her pris. Deltagelsen i konkurrencen har også betydet en udvidelse af vores netværk, og det kan måske vise sig at være langt mere værd end pengene i sidste ende, siger Tobias Sonne.

Simpel og innovativ løsning med internationalt potentiale

CTS Wristband blev udvalgt af en jurykomité bestående af erfarne investorer og erhvervsfolk. Stephan Christgau, Investment Director i Novo Seeds, fortæller, hvorfor netop de to AU-studerende vandt:

–Deres produkt er en simpel og innovativ løsning til et stort problem. Holdet har et kæmpe potentiale for at vokse internationalt, og samtidig brillerede de med deres oplæg, som var super skarpt.

Ph.d.-studerende fra Aarhus Universitet Jens Riis Andersen var med på det Biosynthia-hold, der stod øverst på sejsskamlen i kategorien Cleantech & Environment. Sammen med studerende fra KU og DTU har han været med til at udvikle en teknologi, der kan fremme biobrændsels muligheder for at blive den primære energiressource i fremtiden.

– Vi er stolte over den anerkendelse, vi har fået ved at deltage i konkurrencen. Vi har mødt mange spændende mennesker undervejs, og vores tro, på at vi kan tage Biosyntia hele vejen, er blevet endnu større af dette enorme skulderklap, siger Jens Riis Andersen.

Også Biosynthias produkt får store roser med på vejen af dommerne.

– Biosyntia adresserer et stort potentielt marked med et internationalt perspektiv. Deres idé er lige så interessant i Danmark som i Kina og USA. De er et hold med en meget høj faglighed, og de er nået utrolig langt med deres produkt allerede, siger jurymedlem Nils Thorup, der til daglig fungerer som Chief Technical Advisor i GRUNDFOS New Business.

 

Læs også:
Test din iværksætteridé – måske får den vinger (17.04.2012)

Studerende
312177 / i40