CampusNet-introduktion vinder pris

30.11.2005

Handelshøjskolens introfilm til CampusNet har modtaget prisen 'Det gyldne snit' i forbindelse med Forskningsnettets konference i starten af november

Det var i kategorien 'Publikumsprisen', at Handelshøjskolens introduktionsvideo til CampusNet vandt prisen 'Det gyldne snit'. Udvælgelsen skete blandt deltagerne på Forskningsnettets årlige konference den 2. – 3. november. Prisuddelingen var arrangeret af Univid - et projekt under Forskningsnettet om innovativ brug af video i undervisning og formidling.

Selve prisen - Filmen er en såkaldt online tutorial, der introducerer nye brugere af CampusNet til de enkelte funktioner i systemet. Formålet med at lave filmen var at servicere de studerende, som vi ikke selv kan introducere for CampusNet – f.eks. HD-studerende og andre, som ikke har deres gang på Handelshøjskolen i dagtimerne, forklarer Signe Hvid Maribo, der har stået for at speake og opdatere produktionen, der oprindeligt er produceret af tidligere e-læringskoordinator François Pichon.

Juryens begrundelse

Juryens begrundelse for at tildele Handelshøjskolen prisen var bl.a. filmens klare læringsmæssige sigte og den gode instruktion i CampusNets forskellige faciliteter. Derudover understregede juryen, at mediet var velvalgt til formålet, og at filmen demonstrerer et eksemplarisk koncept for anvendelse af film til instruktion.

Førstepladsen, der deles med Aarhus Universitets 'Powerpoint of no return', blev erhvervet blandt 8 nominerede produktioner til undervisning og formidling.

Motivation til videre arbejde

Tildelingen af 'Det gyldne snit' er en god motivation for at arbejde på at øge brugen af video til denne form for intro til de forskellige it-faciliteter på Handelshøjskolen. I første omgang vil Signe Hvid Maribo gå i gang med at lave en engelsk version af CampusNet-introduktionen i samarbejde med ITA. Herefter vil man udvikle en udgave til undervisere og administratorer.

- Vi håber på at have den engelske version klar til de nye internationale studerende, der starter i december, oplyser Signe Hvid Maribo og tilføjer, at selve konceptet naturligvis kan udbredes til andre it-applikationer.

Introduktions-videoen var desuden nomineret som en af de 3 bedste blandt 10 deltagende film i kategorien 'Bedste lineære produktion'. Prisen gik her til produktionen 'Lad de små børn - blodige beretninger på hvide vægge' fra Københavns Universitet.

> Se CampusNet-tutorial

> Læs mere om Univid og se andre deltagende projekter 

MGE

312177 / i40