Flotte bæredygtige resultater på ASB

03.09.2010 | lies

 

ASB har skabt flotte resultater med sin nye ti-trins-model, der skal inspirere organisationer og virksomheder til at arbejde med bæredygtighed på strategisk plan. Modellen præsenteres i ny FN-rapport.

Det er en kompliceret proces, der starter, når en virksomhed eller en offentlig organisation beslutter sig for at arbejde med bæredygtighed på øverste, strategiske plan. Men nu præsenterer ASB den såkaldte "The ASB Model", der gennem ti trin kan inspirere andre topledelser til at få alle afdelinger og niveauer til at samarbejde om nye bæredygtige initiativer. Modellen er en del af en ny FN-rapport, hvor ASB rapporterer til et delprogram under Global Compact kaldet "Principles for Responsible Management Education".

Godt strategisk arbejde
På ASB har man arbejdet med strategien "bæredygtig vækst via innovation" i et år, og selv om man langt fra er en 100 procent bæredygtig organisation, så har man allerede opnået en række flotte resultater inden for centrale områder som forskning, uddannelse og studenterkultur:

- Ved at gå strategisk til værks har vi langsomt men sikkert indarbejdet bæredygtigheden i hele vores mindset, udtaler Pernille Kallehave, der er chef for Udviklings- og kommunikationsafdelingen og leder af Handelshøjskolens strategiske projekt med samme navn som strategien.

Vi er sammen nået langt
Konkret har ledelsestoppen på ASB bedt alle afdelinger og institutter om at vise, hvordan de vil indtænke bæredygtighed i deres handleplaner inden for forskning, uddannelsesaktiviteter, organisation og kultur.

- Det tager mange år at indarbejde bæredygtighed på alle områder i en virksomhed, men vi er nået langt på første år, hvilket især skyldes, at medarbejdere og studerende har taget projektet til sig, og nu bobler de mange ideer op, siger Pernille Kallehave

- De projekter, der er blevet til, har kun kunnet lade sig gøre via den store opbakning, som temaet for mødt fra alle sider af ASB. Når alle afdelinger og områder er i spil med bæredygtigheden, opstår der langt mere innovation og flere muligheder for at skabe nye bæredygtige produkter. Ingen tvivl om at en bølge er sat i gang, som vi nu kan videreudvikle, slutter hun.

Fakta 1:

Bæredygtige tiltag på ASB i 2010 og 2011:

- 16 nye uddannelser eller valgfag med fokus på bæredygtighed og innovation. Heriblandt HA i Bæredygtighed, HA(jur) i Miljø, en bæredygtig MBA og en Master i Miljø- og Energiret. Omkring 350 studerende har i efteråret valgt de bæredygtige og innovative uddannelser og valgfag.

- En lang række forskningsprojekter er i gang inden for et bredt spektrum af faglige områder, fx responsible investment, logistik, marketing, jura, økonomi, kommunikation etc.

- Med det projektet 'Grøn ASB' fokuserer ASB bl.a. på sin egen CO2-udledning ved at sænke vand- energi- og papirforbruget og udgifter til transport. ASB fungerer desuden som pilotprojekt inden for energiledelse for det samlede Århus Universitet.

- Ny biograf for de studerende, der udelukkende viser film om bæredygtighed.

- For at motivere forskerne til at arbejde med bæredygtige emner har ASB udviklet en innovationsmodel, der understøtter tværfaglige forskernetværk og forskning. De to første netværk er startet op i foråret 2010 med fokus på bæredygtigt forbrug og udvikling af bæredygtige organisationer.

Fakta 2:

Resultater samlet i FN-rapport:

Som medlem af FN's sammenslutning PRME skal ASB årligt rapportere om de fremskridt, der er sket i arbejdet for at blive en mere ansvarlig og bæredygtig business school. ASB's strategiske model beskrives i rapporten "A business school with a strategic focus on sustainable growth through innovation".

ASB's rapport er sendt til FN samt en række samarbejdspartnere, corporate virksomheder, organisationer og business schools, både i Danmark og internationalt.

Fakta 3:

PRME's 6 principper for ansvarlig business uddannelse:

Princip 1: Formål: ASB vil uddanne studerende til at arbejde for bæredygtige værdier i virksomheder og samfund samt for en bæredygtig, global økonomi.

Princip 2: Værdier: Undervisningen på ASB skal bygge på globale værdier som udtrykt i CSR (Corporate Social Responsability), som grundlæggende handler om, at virksomheder handler globalt og samfundsmæssigt ansvarligt, fx ved at tage hensyn til menneskerettigheder, sociale vilkår, arbejdsforhold, miljø og klima.

Princip 3: Metode: ASB vil skabe rammer, der giver studerende effektive muligheder for at lære ansvarlig ledelse.

Princip 4: Forskning: ASB vil gennem konceptuel og empirisk forskning forsøge at styrke forståelsen for, hvordan virksomheder kan være med til at skabe bæredygtige sociale, miljømæssige og økonomiske værdier.

Princip 5: Partnerskab: ASB vil danne partnerskaber med virksomheder for at udvide kendskabet til deres udfordringer i forbindelse med socialt og miljømæssigt ansvar.

Princip 6: Dialog: ASB vil fremme dialog mellem undervisere, erhvervsliv, stat, forbrugere og medier vedrørende global social ansvarlighed og bæredygtighed. ASB forstår, at den som organisation skal gå forrest som godt eksempel over for sine studerende og omverdenen.

Kontakt:



Pernille Kallehave
Udviklings – og kommunikationschef
Mobil: 2160 5659
E-mail:
peka@asb.dk
Web:
http://www.asb.dk/staff.aspx?i=peka                                         

/Marianne Gammelgaard

 

Studerende