Første dimittend i International Economic Consulting får job

26.03.2009 | kibl

Den første kandidat i International Economic Consulting er netop blevet udklækket, og han er allerede på vej til Berlin for at arbejde som økonomisk konsulent.

Hvor mange parkeringspladser vil København få brug for i 2012? Hvilke gasledninger skal bygges for at sikre EU's fremtidige gas behov? Det er eksempler på nogle af de komplekse spørgsmål, som de studerende under kandidatuddannelsen i International Economic Consulting er blevet rustet til at svare på. Uddannelsen er den første og eneste kandidatuddannelse i Danmark, som uddanner studerende til økonomiske konsulenter.

En af de studerende er Philipp Meinen. Han afleverer specialet to måneder før tid og er allerede på vej til sit første job som økonomisk rådgiver i den tyske konsulentvirksomhed DIW econ.

Philipp Meinen.















- Gennem uddannelsen føler jeg, at jeg er blevet rustet til at løse opgaverne, der venter i mit kommende job. Uddannelsen er meget teknisk, og man får derfor de tekniske redskaber, der skal bruges for at give kvalificerede svar på de komplekse spørgsmål, som kunderne stiller, siger han og fortsætter:

- Samtidig har vi gennem uddannelsen haft simulationsøvelser og haft konsulenter inddraget, hvor vi har set, hvilke overvejelser, de gør sig, og hvilke redskaber de benytter, hvilket også tilfører uddannelsen det praktiske perspektiv og gør konsulentbegrebet mere konkret, siger Philipp Meinen.

Philipp Meinen har under studiet også været i praktik i DIW econ, hvor han blandt andet har arbejdet med, hvordan man kan forudsige udviklingen på energifronten.

Fokus på kundernes behov
Netop det at ruste de studerende til at besvare virksomhedernes, politikeres og andre beslutningstageres komplekse spørgsmål har været et gennemgående fokusområde på uddannelsen. Initiativtagerne til uddannelsen, professor Philipp Schröder og lektor Jørgen Ulff-Møller Nielsen fra Nationaløkonomisk Institut forklarer:

- Hele uddannelsen er opbygget på baggrund af input fra virksomheder, politikere og andre beslutningstagere. De har efterspurgt høje tekniske og økonomiske kundskaber, der kan anvendes i praksis, og det har vi søgt at imødekomme i designet af uddannelsen. Uddannelsen indeholder blandt andet et fag i cost-benefit analyse, hvilket er meget anvendeligt, når de studerende skal løse en opgave, siger de.

De fortæller samtidig, at samarbejdet med kundegruppen stadig er meget tæt for at sikre, at uddannelsen bliver ved med at leve op til kravene, der stilles. Blandt andet, evaluerer et team af erhvervsfolk løbende uddannelsen.

- Tilbagemeldingerne har været utrolig positive. Vi er glade for at planlægningen og målet med uddannelsen har vist sig at holde vand i virkeligheden. Teamet af erhvervsfolk har været interesserede i, hvorvidt vi kan uddanne nok økonomiske rådgivere i forhold til behovet for konsulenter, og det viser, at der er stor efterspørgsel fra erhvervslivets side, siger Philipp Schröder og Jørgen Ullf-Møller Nielsen.

Fakta:

- Du kan læse mere om kandidatuddannelsen i International Economic Consulting her.

Yderligere oplysninger:

Professor Philipp Schröder
Nationaløkonomisk Institut
Handelshøjskolen, Aarhus Universitet
Tlf.: 89 48 63 92
E-mail: psc@asb.dk
Hjemmeside


Lektor Jørgen Ullf-Møller Nielsen
Nationaløkonomisk Institut
Handelshøjskolen, Aarhus Universitet
Tlf.: 89 48 63 43
E-mail: jum@asb.dk
Hjemmeside