Forskningens Døgn 2007 kommer snart

21.03.2007

Fredag den 27. april holder Aarhus Universitet Forskningens Døgn. Fra ASB deltager flere forskere fra MAPP-centret med forskellige aktiviteter under temaet 'mad'.

Aarhus Universitet holder Forskningens Døgn i Søauditorierne i Universitetsparken fredag den 27. april 2007 kl. 15-20, hvor forskere fra ASB og resten af AU vil fortælle om alverdens forskellige emner omkring temaet "mad". Forberedelserne er i fuld gang til begivenheden, som skal omdanne Søauditorierne til et sandt madmekka.

Mindst 25 dygtige forskere vil deltage i Forskningens Døgn og er lige nu i gang med at planlægge spændende aktiviteter om alt lige fra cola-kultur, jernmangel, nitrat, vitaminer, frugt og sundhed til grill, fyr og flamme! Fra ASB's side deltager flere forskere fra MAPP med foredrag og aktiviteter som bl.a. Skolefrugtboden PITA, hvor man kan sammensætte et pitabrød og få en snak om om, det er rigtigt, at børn og unge ikke kan lide grøntsager.

Sideløbende med forskernes arbejde er en arbejdsgruppe i gang med at få arrangementet til at tage form. Der bliver planlagt en markedsføringskampagne, og en mængde praktiske ting er ved at falde på plads. Det bliver helt sikker en spændende eftermiddag og aften, og alle ansatte og studerende opfordres til at komme forbi og få en smagsprøve på den forskning, der foregår på hele universitetet.

Forskningens Døgn er en årlig landsdækkende begivenhed igangsat af Forsknings- og Innovationsstyrelsen. Begivenheden skal vække interesse og forståelse for forskningens metoder, processer og resultater og giver forskere fra institutioner og virksomheder mulighed for at vise den almene befolkning, hvad de arbejder med.

> Få mere at vide om Forskningens Døgn på www.au.dk/forskningensdoegn

Du er også velkommen til at kontakte Mette Gebauer, Team for kommunikation og eksterne relationer, mge@asb.dk, Julia Stacey, MAPP, stacey@asb.dk eller Lykke Ankersen, Informationskontoret, la@adm.au.dk

312177 / i40