Godt teamwork sikrede sejren

30.03.2007

De tre Grundfos Challenge-vindere fra ASB kombinerede deres forskellige teoretiske baggrunde og arbejdede tæt sammen om at lave den forretningsplan, der gav dem sejren i Grundfos Challenge. 

Et godt samarbejde medførte en god ide og en gennemarbejdet forretningsplan som igen medførte en kontant pris på 75.000 kroner og et tungtvejende punkt på cv'et.

Anne Høj Pedersen, Martin Klint Hansen og Thomas Ommen deltog i uge 11 i Grundfos' årlige konkurrence for studerende med fokus på innovation, kommunikation, talent og holdarbejde. Deres fælles projekt om life cycle cost på det østeuropæiske marked vandt konkurrencen.

- Vi har alle forskellige baggrunde, og det var kombinationen af vores forskellige færdigheder, der resulterede i en rigtig god løsning for Grundfos, fortæller Anne Høj Pedersen, som læser cand.merc. i marketing på andet semester.

Martin Klint Hansen og Thomas Ommen læser henholdsvis cand.merc i finansiering og cand.merc. i strategi og ledelse på andet semester.

Viden i virkeligheden
I bedømmelsen af forretningsplanen fik de tre ASB-studerende ros for at have haft fokus på praktisk anvendelighed.  

- Vi fremlagde, hvilke konsekvenser vores forretningsplan ville have for både Grundfos og kunden, og det fik vi meget ros for. Det viste, at vores forretningsplan kunne implementeres i Grundfos, og det har netop været forbindelsen til virksomhedens virkelighed, der har gjort det spændende at deltage i Grundfos Challenge, siger Anne Høj Pedersen.

 

 

 

 

 



 

 

 

312177 / i40