Karrieremesser linker erhvervslivet og de studerende

15.09.2009 | mortenv

Mens finanskrisen præger debatten i de fleste bestyrelseslokaler, i folketinget samt på forsiden af landets aviser, er mange større virksomheder klar over, at der skal tænkes forbi recession og ustabile aktiemarkeder. Virksomhedens ansatte er fremtiden, og derfor forbliver employer branding et konstant fokuspunkt i erhvervslivet.



Karrieremessernes egenskab til at skabe den rigtige kontakt

Konceptet i at lade virksomheder mødes med studerende og dimittender til en uforpligtigende samtale, ligger til grund for succesen omkring karrieremesserne. De nyuddannede har mulighed for at møde interessante virksomheder og få informationer om eventuelle ledige stillinger, virksomhedskultur, intern uddannelse og andre relevante faktorer – alt sammen i løbet af en halv dag. Det er netop det personlige møde med virksomheden, der ofte er udslagsgivende, når der skal sendes ansøgninger. På den anden side af bordet finder vi det danske erhvervsliv, som ofte går derfra med en sikker følelse af at have fundet de rigtige kandidater til de rigtige job.

En undersøgelse udført af CA a-kasse, på baggrund af en af forårets store karrieremesser, viser et klart billede af, hvordan disse messer opfylder behov, som både findes hos udstillere og besøgende. Samtlige virksomheder svarer, at employer branding, altså at skabe et positivt omdømme om arbejdspladsen målrettet mulige ansøgere, er i fokus, når de deltager på en messe. Over halvdelen af de besøgende deltager samtidig på en karrieremesse for at finde frem til de rigtige virksomheder, samt for at finde konkrete job hos disse virksomheder.

De studerende strømmer til?

Siden slutningen af 2008, hvor finanskrisen tog sin begyndelse, er de studerendes udsigt til at gå direkte på arbejdsmarkedet efter endt studie faldet drastisk. Dette medfører, at virksomhederne er mål for en støt stigende interesse fra de jobsøgende i form af uopfordrede ansøgninger. Samtidig sætter det karrieremesserne i fokus hos mange af de højtuddannede studerende, der risikere at stå uden et arbejde og som her ser sit snit til at komme i tæt dialog med virksomhederne - og det virker. Evalueringsrapporten efter sidste års SICEF karrieremesse viser, at over 80 % af de besøgende nævner en mere personlig og "ægte" dialog som den primære årsag til besøget.

"Gode folk er altid svære at finde"

Ifølge en nylig udgivet undersøgelse fra analysebureauet Universum, viser det sig, at 29 % af de studerende på landets videregående uddannelser benytter karrieremesser, når de skal klargøre sig til den fremtidige karriere. 20 % af de studerende har endda benyttet karrieremesser til at komme i kontakt med deres drømmevirksomhed.

Microsofts HR-direktør, Thomas Ahrenkiel, udtaler til Børsen: "Gode folk er altid svære at finde. Vi får flere ansøgninger nu end tidligere, men det betyder ikke, at der ikke er konkurrence om stillingerne. Ansøgerfeltet er bredere, og det er helt klart i vores interesse."

Det er en kendsgerning, at de rette medarbejdere sikrer bedre tal på bundlinjen, og som markedet ser ud p.t., er det vigtigere end nogensinde før, at de rigtige medarbejdere besidder de rigtige stillinger.

Efterårets SICEF karrieremesser

SICEF afholder for 13. år i træk karrieremesse i både København og Århus. På messen i Århus deltager 24 virksomheder og organisationer, ligesom SICEF vil være vært for en række inspirationsforedrag med repræsentanter fra IBM og TDC under messen. Endelig vil der være mulighed for professional karriererådgivning ved C3 ledelse og økonomi, samt en case competition arrangeret af konsulentvirksomheden Accenture.

Messen finder sted i Ridehuset den 30. september fra kl. 10.00 – 17.00 og den 1. oktober fra kl. 10.00 – 16.00

Kontakt:

Universums undersøgelse kan rekvireres hos Lise Kraglund Kristiansen på likk@C3.dk

Kontakt SICEF projektleder Lise Kraglund Kristiansen tlf. 29 99 20 51

Studerende