Konsulenterne fra Projektzone.dk ansættes på Handelshøjskolen

09.12.2005

De to konsulenter bliver nu en del af det nye erhvervs- og karrierecenter. Rammerne for centret bliver I-bygningens førstesal, der bl.a. indrettes med en café

På godt et år har de to konsulenter fra Projektzone.dk haft stor succes med at skabe kontakt mellem erhvervslivet og de studerende fra ASB og Aarhus Universitet. 750 gange har Mads Ellegaard og Rasmus Jakobsen formidlet samarbejde mellem studerende og virksomheder, og den succes bliver nu en del af fundamentet for karrieredelen af ASB's nye Erhvervs- og karrierecenter.

Praktik- og projektformidlingsaktiviteterne i Projektzone.dk forankres nu separat på de to universiteter og kommer således til at indgå, som en del af et bredt spektrum af ydelser i karrierecentret.

I K-bygningen hos Team for kommunikation og eksterne relationer glæder man sig over, at de to konsulenter nu får fast arbejdsplads på Fuglesangs Allé, og at de for fremtiden udelukkende skal koncentrere sig om ASB's studerende.

- Det er et stort aktiv for os og vores studerende, at vi nu har ansat Mads og Rasmus, udtaler Pernille Kallehave.

Mads Ellegaard og Rasmus Jakobsen er allerede flyttet ind på førstesalen i I-bygningen, der bliver rammerne for det nye karrierecenter - bl.a. med mødefaciliteter og en ny café.

- Det er en yderst interessant opgave, at være med til at starte dette område op, og vi ser meget frem til at komme til at arbejde tættere sammen med studerende, dimittender og faglige miljøer på ASB. Vi er i øjeblikket i gang med at udvikle masterplanen for karrierecentret – dvs. konceptet og strategien for, hvordan kontakten mellem studerende og erhvervsliv skal foregå. Dette arbejde kommer naturligvis til at ske i tæt dialog med de faglige miljøer, siger Rasmus Jakobsen og tilføjer, at alle interesserede er meget velkomne til at kontakte ham og Mads Ellegaard.

Karrierecentret bliver en del af Handelshøjskolens team for kommunikation og eksterne relationer.

MGE