Linjeforening styrker netværk blandt kommunikationsstuderende

06.04.2006

Linjeforeningen for kandidatstuderende på Virksomhedskommunikation, Communis, har til formål at skabe socialt og fagligt netværk for de studerende. Foreningen er knapt et år gammel og har hjemsted på Handelshøjskolen i Århus. Communis' vigtigste opgave lige nu er at promovere den nye uddannelse, som klækker det første hold kandidater ud til sommer.

Foreningens arbejde foregår primært inden for tre udvalg, et promoveringsudvalg, et socialt udvalg og et fagligt udvalg. Lige nu er der stor fokus på promoveringsdelen, uddannelsen skal nemlig gøres mere kendt i erhvervslivet.

- Vi tager ud for at snakke med virksomhederne, så de kan få et indtryk af, hvem vi er, og hvad vi kan. Derudover er vi i gang med at lave en brochure, der skal ligge klar, når de første kandidater bliver færdige. Den beskriver uddannelsen og kan sendes med jobansøgningen, så virksomheden hurtigt kan se, hvad det er for en uddannelse, siger Marianne Frederiksen, kommunikationsansvarlig i Communis og studerende på 2. semester af kandidatuddannelsen.

I løbet af foråret sendes 250 brochurer ud til HR- og kommunikationsafdelinger i større danske virksomheder samt reklame-, PR- og kommunikationsbureauer over hele landet. I brochuren beskrives fagene og de kompetencer, de studerende har tilegnet sig. Her lægges der vægt på, at kandidaterne kan løfte virksomhedernes kommunikation til et strategisk niveau. Det er Communis, der har taget initiativ til brochuren og udformet indholdet – dog med Handelshøjskolen i ryggen, så brochuren bliver udformet i samme stil som skolens øvrige materialer.

Årlig studietur
På den sociale side arrangerer Communis en årlig studietur for foreningens medlemmer. Den første af slagsen er netop afviklet med 11 deltagere. Turen gik til Berlin i fem dage, og der var både plads til det sociale og det faglige. På programmet var blandt andet to virksomhedsbesøg, hvoraf det ene var et møde med Kultur- og pressechef på den danske ambassade, hvor han fortalte om sit arbejde og besvarede spørgsmål.

Fremover bliver studieturen flyttet til efteråret, da mange af medlemmerne har travlt med praktik og specialeskrivning i forårsperioden. Næste studietur forventes således allerede at løbe af stablen i efteråret 2006.

Virksomhedsbesøg og erfaringsudveksling
Foreningens faglige udvalg arbejder for øjeblikket på to projekter, der skal styrke det faglige netværk. På hjemmesiden kan medlemmer om kort tid logge sig på henholdsvis en projektdatabase og et erfaringsforum. På projektdatabasen kommer der til at ligge opgaver i størrelsesordenen fra BA-projekter til specialer. Her kan medlemmerne således sparre med hinanden og søge inspiration. Det samme gælder erfaringsforummet:

- Folk, der har været i praktik, kan fortælle om deres virksomhed, om hvad de har oplevet, og hvad de gjorde for at få en praktikplads. Det er ting, der kan gøre processen lidt lettere for de næste, og det er jo aktuelt lige nu, hvor de næste hold er i fuld gang med at tænke på praktik, fortæller Marianne Frederiksen, der også selv skal finde praktikplads i nær fremtid.

Både projektdatabasen og erfaringsforummet er klar til brug om kort tid. Men der er også andre projekter på vej:

- I slutningen af maj har vi et arrangement, vi kalder "Øg din gennemslagskraft" på programmet, og til efteråret regner vi med at have et virksomhedsbesøg på en større virksomhed på plads. Til "Øg din gennemslagskraft" skal man arbejde med sig selv og blive bedre til at gå til eksamen, klare sig godt til jobsamtalen og begå sig foran en større forsamling – ting, der er aktuelt for de fleste af vores medlemmer, forklarer Marianne Frederiksen.

Communis blev startet i april 2005 af studerende fra uddannelsens første hold. Med knapt et år bag sig har foreningen nu omkring 80 medlemmer, hvoraf ca. 30 deltager aktivt i foreningens projekter som frivillig arbejdskraft.

> Læs mere om Communis på foreningens hjemmeside

> Læs mere om kandidatuddannelsen i Virksomhedskommunikation

Yderligere oplysninger
Kommunikationsansvarlig Marianne Frederiksen
kommunikation@communis.dk

EMGT