Netværk kan også bruges til at finde studiejob

26.05.2009 | hevm



Kandidatstuderende Pernille Leth har været medlem af ASB Alumni, siden hun blev bachelor, og hun har hjulpet andre med at få job via netværket.

Pernille Leth er i fuld gang med sin kandidat i virksomhedskommunikation på ASB og har været medlem af ASB Alumni, siden hun blev bachelor. Hun har valgt at investere energi i at pleje sine netværk - ikke kun af sociale årsager, men også på grund af muligheden for at komme i kontakt med fremtidige arbejdsgivere. Pernille har endnu ikke selv haft brug for netværket, men hun har til gengæld demonstreret ægte netværksånd ved at hjælpe flere i sit netværk til et studiejob.

- Hvis man vil have noget ud af et netværk, skal man også pleje det, og der går jo ikke noget af mig, når jeg hjælper andre med at finde et job. Tværtimod så skaber jeg et stærkere bånd til både personen, jeg hjælper og den arbejdsgiver, der ansætter personen, fortæller Pernille Leth.

Nemt at finde den rette person til jobbet
Første gang Pernille hjalp en person fra netværket, var hun blevet bedt direkte af sin arbejdsgiver om at finde en person til jobbet. Der blev ikke lavet nogen jobannonce, og Pernille var den eneste, der hørte om stillingen. Personen, der blev ansat, blev en af Pernilles medstuderende, som hun mente havde både personligheden og de nødvendige kompetencer til at kunne udføre jobbet.

- Jeg var selv ansat i ASB's HR-afdeling som studentermedhjælper og skulle i praktik, hvilket betød, at de havde brug for en erstatning for mig. Jeg synes, at valget var nemt at træffe, fordi jeg kendte til både personens kompetencer og personlighed, fortæller hun.

En personlig anbefaling kan være afgørende faktor
På nuværende tidspunkt venter Pernille med spænding på at høre fra en anden studiekammerat, som hun har hjulpet, og som, hun mener, har meget gode chancer for at få det job, som Pernille har anbefalet hende til.

- Den personlige anbefaling betyder rigtig meget, tror jeg. En arbejdsgiver, som har to kandidater med samme kompetencer på papiret, vil højst sandsynligt vælge den person, som er blevet anbefalet af en anden medarbejder.

Pernille mener, at tendensen er, at der er flere og flere, der benytter sig af netværk, og hun tror og håber, at hendes netværk vil gøre en forskel, når hun selv skal ud og finde et job.

- Det er vel tidens trend. Jeg er medlem af flere netværk blandt andet LinkedIn og ASB Alumni, og nu hvor jeg snart selv skal ud og finde et fuldtidsjob, prioriterer jeg mine netværk højt.

Læs mere om ASB Alumni.

Eller besøg ASB Alumni's hjemmeside for dimittenter fra ASB.