Nyt koncept for kandidat-dimission
Med tre årlige dimissioner vil det fremover være slut med at vente mange måneder fra, du har afleveret dit speciale til, du kan deltage i dimissionshøjtideligheden.
20. februar afholdes den første kandidat-dimission anno 2009. Dermed tages der hul på et nyt koncept for dimissioner på ASB, der harmonerer med, at kandidaterne udklækkes på forskellige tidspunkter af året.
- Det nye koncept med kandidat-dimission tre gange om året harmonerer med datoerne i den nye speciale-ordning med tre faste årlige afleveringsdatoer. Mange kandidater har været frustrerede over, at de skulle vente adskillige måneder, ja i nogle tilfælde halve år, før de kunne deltage i en dimissionshøjtidelighed. Det er slut nu, fortæller dekan for uddannelse Peder Østergaard.
Mindre kaos og nye traditioner
Det nye koncept betyder, at kandidater og bachelorer nu vil få dimissioner hver for sig. Det forventes derfor, at kandidat-dimissionerne bliver mere intime og hyggelige og knap så kaotiske, som det nogle år har været til sommer-dimissionen. Med konceptet følger også nye traditioner. Ud over den traditionelle ASB-nål vil kandidaterne nu også få udleveret et dimissions-diplom. Der vil desuden blive arrangeret fotografering af hold/årgange.
I 2009 afholdes der kandidatdimission på følgende datoer:
- Fredag den 20. februar 2009 om eftermiddagen
- Lørdag den 4. juli 2009
- Oktober 2009 (præcis dato kommer senere)
Bachelorerne vil også fremover fejres ved én fælles dimission – denne gang den 3. juli.
Du kan læse mere om ASB's dimissionshøjtideligheder i 2007 og 2008