Nyt laboratorium i læringsstile skal udbrede aktiv læring på ASB

25.03.2008

1. februar var den officielle startdato det nye Learning Styles Lab på Handelshøjskolen – et laboratorium som skal forske i læringsstile, samtidig med det skal understøtte implementeringen af nye pædagogisk tilgange til undervisningen for både studerende og undervisere. Samtidig vil der blive arbejdet målrettet med e-learning, der uden tvivl vil komme til at stå mere og mere centralt i de kommende år, og som spiller en vigtig rolle i Handelshøjskolens strategi.

Handelshøjskolens nye laboratorium for læring og læringsstile har høje ambitioner på skolens vegne, og lektor og laboratorieleder Ole Lauridsens mål er, at underviserne på Handelshøjskolen skal tage aktivt stilling til, hvilken undervisningsform der egner sig bedst til netop de fag, som de underviser i.

- Det vil være  helt i pagt med tiden, hvis den lærerstyrede undervisning på længere sigt ændres hen imod Active Learning, dvs. der skal mere fokus på case-undervisning, problembaseret undervisning og andre former for undervisning, hvor de studerende selv tager aktivt del i læreprocessen, fortæller Ole Lauridsen og fortsætter:

- Det er vigtigt at ændre på undervisningen nu, for mange studerende har brug for en anden pædagogik end den traditionelle, og den trend vil blive meget, meget stærkere, når de nye generationer gør deres entre på universiteterne. Der kører i øjeblikket så mange små og store forsøg, og de fortjener i høj grad at komme frem i lyset; også det vil laboratoriet arbejde med., fortsætter han.

Laboratoriet vil stå for kompetenceudvikling af både medarbejdere og studerende. Både undervisere og studerende får tilbudt en profilering, som viser, hvordan de selv bedst lærer, og efterfølgende udstyres de med strategier af Ole Lauridsen, som skal hjælpe dem med at udvikle styrkerne i netop deres læringsstil. Undervisere kan få sparring og hjælp til iværksættelse af undervisningsforsøg – og tid får man i kraft af det nye resurseallokeringssystem.

Forskningen er i centrum
Arbejdet med Handelshøjskolens studerende og undervisere indgår som empiri i laboratoriets forskning, og der vil til efteråret blive igangsat et par større projekter, hvor flere hold følges over længere tid. Og den forskning har, som Ole Lauridsen påpeger, et meget bredere perspektiv end undervisningen på Handelshøjskolen.

- Læringsstile er jo desuden i høj grad et værktøj, man kan bruge aktivt i mange dele af erhvervslivet, lige fra HR-afdelingerne til ledelses- og teambuildingværktøj. På den måde er Learning Styles Lab's placering og funktion på Handelshøjskolen fantastisk, fordi laboratoriet nu med ledelsens opbakning kommer til at arbejde aktivt med implementering af nye læringsstile samtidig med, at det bidrager til udviklingen af forskningen inden for området, påpeger Ole Lauridsen.

Et vigtigt aspekt ved Active Learning er inddragelse af nye medier og teknologi, som kombinerer den elektroniske undervisning med sociale medier og communities som f.eks. Facebook. En tendens inden for e-læring, som Ole Lauridsen mener vi vil komme til at mærke meget mere til de kommende år.

Flere kræfter og en flytning
Indtil videre består Learning Styles Lab af Ole Lauridsen, studielektor Bente Moesgaard Jørgensen og lektor Karen M. Lauridsen. Der er derudover netop blevet ansat en AC-fuldmægtig, Maja Hjerrild, som tiltræder 1.4. og skal forestå det administrative arbejde. Omkring 1. marts flytter Learnings Styles Lab til H-bygningen for at komme tættere på IKT, biblioteket, institutterne og de studerende.