Oecon-studerende fra Aarhus Universitet får flot 2. plads for Best Undergraduate Paper 2012

Ud af mere end 50 ansøgere fra forskellige universiteter verden over har oecon-studerende Boris Georgiev opnået en imponerende 2. plads ved konkurrencen om Best Undergraduate Paper ved international konference i Montreal i oktober.

22.10.2012 | Didde Trolle Pedersen

I den prestigefyldte internationale konkurrence (ved International Atlantic Economic Society) bragte Boris Georgiev  Aarhus Universitet helt til tops med sit bachelorprojekt “Implications of Public Debt on Economic Growth and Development”.

Boris Georgiev fra Aarhus Universitet fik en flot 2. plads lige efter Stanford University. Dét at nå til finalen i denne prestigefyldte internationale  konkurrence er i sig selv en stor akademisk bedrift og Boris Georgiev kan være utrolig stolt af sin andenplads ved  én af verdens største undergraduate-konkurrencer inden for økonomi.

Finalen 2012

De fir finalister ved dette års konkurrence for best undergraduate-paper.

Den endelige udvælgelse af den bedste opgave fandt sted lørdag den 6. oktober ved den årlige IAES-konference i Montreal i Canada, hvor opgaverne og præsentationerne blev bedømt af fem dommere fra Brasilien, Italien, Sydafrika og USA. 

De fire finalister repræsenterede Stanford University (USA), Aarhus Universitet (DK), Warwick University (UK), og the State University of Minnesota (USA).

Dommerne syntes, at bedømmelsen af dette års konkurrence var meget hård, idet der var så mange kvalificerede opgaver. De mere end 50 skriftlige opgaver blev i første omgang bedømt af et såkaldt "blindt panel”, og her var navn, universitet og land fjernet fra opgaven. Det ”blinde panel, som bestod af ni dommere fra henholdsvis Tjekkiet, Kina, Korea, Indien, Grækenland, Polen og USA, fandt frem til de fire finalister.

Efter den endelige præsentation i Montreal modtog Boris meget ros af de internationale dommere såvel som af hans konkurrenter, og kapløbet mellen Aarhus Universitet og Stanford University var meget tæt.

- Dét at jeg modtog en 2. plads i denne prestigefyldte konkurrence viser bare, at Aarhus Universitet producerer rigtig god uddannelse på et højt fagligt niveau på linje med Stanford, Oxford og Princeton m.fl. Jeg er meget stolt over at have repræsenteret Aarhus Universitet i denne konkurrence og samtidig at have nået så langt i konkurrencen, fortæller Boris.

En stor interesse for makroøkonomi

Boris Georgievs opgave bærer titlen ’Implications of Public Debt on Economic Growth and Development’ og er skrevet under vejledning af Professor Nabanita Datta Gupta.  Opgaven fokuserer på årsagssammenhænge imellem statsgæld, økonomisk vækst og offentlige investeringer.

Boris har haft en stor interesse for dette emne i lang tid, og den nuværende finansielle situation i Europa har kun øget hans nysgerrighed.

Da Boris påbegyndte sit bachelorprojekt havde han et brændende ønske om at producere ny viden på området. Hans klassekammerater fortalte ham, at han var alt for ambitiøs med sit bachelorprojekt, men Boris havde besluttet sig for at give sig fuldt ud for at lave et godt projekt, som bidrog med noget nyt.

At deltage var en fantastisk oplevelse

Boris blev færdig med sin BSc in Economics and Business Administration (HA) på BSS den 28. maj med et 12-tal som bevis på et virkelig flot afsluttende projekt.

Hans vejleder Nabanita Datta Gupta foreslog ham at sende opgaven ind til IAES-konkurrencen og herefter begyndte en længere arbejdsproces med at forkorte opgavens omfang betydeligt.

- Ansøgere fra diverse anerkendte universiteter verden over havde også sendt opgaver ind til konkurrencen, så jeg blev meget stolt og spændt, da jeg fandt ud af, at jeg var blandt finalisterne.

Boris brugte en del tid på også at forberede sin præsentation, da han vidste, at konkurrencen ville være benhård. Til selve konferencen pejlede han sig hurtigt ind på, at Stanford University nok ville blive hans primære konkurrent, idet Stanfords bidrag var en fremragende opgave med et meget aktuelt og omdiskuteret emne om effekten af USA’s monetære politik.  

Boris synes, at hele oplevelsen har været spændende og motiverende. Han håber at kunne inspirere andre studerende på  Aarhus Universitet til at deltage i lignende konkurrencer.

- Det var virkelig ekseptionelt at møde så mange entusiastiske økonomer og debatere store makroøkonomiske spørgsmål med dem i sådan et internationalt miljø. Samtlige af mine faglige evner blev sat på prøve, og jeg føler virkelig, at min præstation giver mig en meget solid akademisk baggrund.

Det faglige aspekt

Boris’ opgave handler, som tidligere nævnt, om årsagssammenhænge imellem statsgæld, økonomisk vækst og offentlige investeringer.

De overordnede, meget simplificerede konklusioner af Boris’ opgave er, at sammenhængen mellem statsgæld og økonomisk vækst går fra lav økonomisk vækst til højere statsgæld. Derudover medfører en stigning i økonomisk vækst i gennemsnit en betydelig reduktion i statsgælden. Dog har statsgæld ikke direkte indflydelse på økonomisk vækst, men påvirker væksten indirekte igennem investeringer. En stigning i statsgælden medfører færre offentlige investeringer, hvilket resulterer i en afmatning af den økonomiske vækst.

Du kan læse mere om Boris’ opgave og hans andre projekter på www.boris-georgiev.com

Du kan læse mere om IEAS (International Atlantic Economic Society) og konkurrencen på foreningens hjemmeside:  www.iaes.org/awards/best-undergraduate-paper-award/

 

 

Studerende
312177 / i40