Pdf-levering af fysisk biblioteksmateriale

Nu kan studerende og ansatte ved Aarhus BSS og Arts få leveret pdf-filer af fysisk materiale fra Det Kgl. Biblioteks egne samlinger.

28.04.2020 | Camilla Ransborg Kirkegaard

Servicen gælder gennem resten af COVID-19-nedlukningen og skal understøtte de studerende og ansatte, som er i gang med deres eksamen, BA-projekter, specialer, og andre undervisnings- og forskningsopgaver.

Hvad kan du få leveret?
For at mindske smittespredning har AU Library kun begrænsede muligheder for at åbne op for levering af kopier fra kapitler og artikler fra fysiske bøger og tidsskrifter.

Servicen er begrænset til at være i overensstemmelse med de ophavsretslige aftaler, der er indgået med CopyDan.

Det skal du gøre:
For at få leveret pdf-materiale skal du udfylde denne formular: https://kub.kb.dk/specialservice

Biblioteket finder derefter det ønskede materiale, sender dig en pdf eller gør materialet tilgængeligt via universitetets LMS system. Det betyder, at du vil kunne tilgå materialet online.

Der vil være en behandlingstid på op til 1 uge.

Studerende