Pris for at internationalisere ASBs uddannelser

11.05.2007

ASB's studiechef har modtaget FUHUs Internationaliseringspris overrakt af undervisningsministeren. Bo Gregersen har fået prisen for sit arbejde med at tænke internationalisering ind i alle dele af universitetsskolens uddannelser.

Undervisningsminister Bertel Haarder Overrakte prisenStudiechef Bo Gregersen blev den 9. maj tildelt Internationaliseringsprisen fra Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse (FUHU). Prisen gives til en person eller institution, som har gjort en særlig indsats for at styrke internationaliseringen inden for det merkantile område.

- Jeg er meget beæret over at få den eneste danske pris, der findes på området. Det er en anerkendelse af ikke blot mit arbejde, men den samlede indsats der gennem årene har udviklet ASB til at være det mest internationaliserede universitet i Danmark. Anerkendelsen kan forhåbentlig smitte af på det store arbejde, som ligger foran os alle med henblik på at implementere den meget ambitiøse internationale strategi, som Handelshøjskolen sammen med resten af Aarhus Universitet er i gang med, siger Bo Gregersen.

Bo Gregersen har arbejdet med det internationale område på ASB siden 1988, og det er ikke mindst hans fortjeneste, at universitetsskolen i dag er en af de videregående uddannelsesinstitutioner, der udsender flest studerende på udvekslings- eller praktikophold i udlandet. Samtidig har Bo Gregersen gennem en årrække bidraget til debatten om behovet for internationale kompetencer i det danske uddannelsessystem gennem bidrag til adskillige rapporter om globaliseringens udfordringer.

Bo Gregersen modtog prisen for sit engagement i internationaliseringen af danske uddannelser

Prismodtageren er indstillet af CIRIUS, der er en statslig styrelse for internationalisering af uddannelser og læringsmiljøer under Undervisningsministeriet. Ved prisoverrækkelsen sagde undervisningsministeren blandt andet:  

- Der er i mine øjne ikke tvivl om, at jeres indsats for at styrke de unges internationale kompetencer lover godt for fremtidens uddannelser i Danmark. Jeres indsats er helt grundlæggende for regeringens bestræbelser på i disse år at styrke internationaliseringen af uddannelserne. Jeg er overbevist om, at jeres gode indsats vil smitte af på andre, og give mange flere, gode resultater i fremtiden.