Statsministeren på besøg hos Projektzone.dk

23.09.2005

Blev bl.a. præsenteret for en netop overstået succesfuld evaluering af projektets første år

Torsdag eftermiddag kom statsminister Anders Fogh på uanmeldt besøg hos Projektzone.dk. Anders Fogh var på besøg i Århus og var i den forbindelse på visit i Studenterhus Århus, hvor borgmester Louise Gade præsenterede ham for projektets to konsulenter Mads Ellegaard og Rasmus Jacobsen.

- Vi havde fået at vide, at Anders Fogh ville komme på besøg i Studenterhuset, og vi havde naturligvis håbet, at han i den forbindelse ville komme og hilse på os, fortæller Mads Ellegaard.

Vi blev alligevel lidt overraskede, da Louise Gade helt specifikt sagde til ham, at han skulle møde folkene fra Projektzone.dk og blive præsenteret for et rigtigt godt eksempel på, hvad man i Århus gør for at skabe kontakt mellem studerende og erhvervsliv. Det er vi naturligvis meget stolte over. Anders Fogh virkede meget interesseret og spurgte straks ind til konkrete resultater af samarbejdet. Da vi netop har gennemført en evaluering af projektzone.dks første år, var det med ro i sindet, at vi kunne fortælle statsministeren, at virksomhederne er meget glade for det samarbejde, vi har igangsat med de studerende. 

Positiv evaluering af det første år

Projektzone.dk lægger i dag sidste hånd på den omfattende evaluering blandt studerende og virksomheder af projektets første år. Allerede nu kan de to konsulenter konstatere, at de i løbet af det første år har formået at markere sig positivt over for de to målgrupper.

Det fremgår bl.a at:

  • 391 virksomheder har oprettet deres profil med ønske om en tættere kontakt til de studerende

  • 500 praktikpladser og 160 projektsamarbejder har været opslået

  • På et år har der været 50.000 besøg på projektzone.dk og 570.000 sidevisninger

  • Der er aktuelt ca. 280 unikke besøgende hver eneste dag

  • Hver profil er set mellem 50 og 2000 gange

  • Hvert opslag ses 200 gange i gennemsnit

  • 25% af de studerende har besøgt projektzone.dk mere end 20 gange

Virksomhederne er meget tilfredse med samarbejdet

Alle virksomheder uden undtagelse (100%) har været glade eller meget glade for at have en studerende tilknyttet. Dette gælder uanset om tilknytningen var i form af praktik eller projektsamarbejde.

Alle virksomheder (100%), der har haft en studerende tilknyttet som praktikant eller i forbindelse med et projektsamarbejde har været tilfredse eller meget tilfredse med de faglige kvalifikationer hos den studerende.

89% af de virksomheder, der har haft en studerende tilknyttet har fået et mere positivt syn på akademisk arbejdskraft. Og 92% mener i høj grad eller nogen grad, at den studerende har bidraget positivt til udviklingen af virksomheden.

- Det, at både virksomheder og studerende har haft en positiv oplevelse med at lære hinanden at kende, er første skridt hen mod en øget beskæftigelse af vores nyuddannede kandidater i regionens virksomheder. Evalueringen viser, at projektet har været med til at nedbryde barrierer, der især eksisterer i de små og mellemstore virksomheder over for at ansætte akademikere. Derfor kan vi godt tillade os at betragte Projektzone.dk som et vigtigt element i at skabe vækst i regionen, siger Pernille Kallehave, chef for Kommunikation og Eksterne Relationer på Handelshøjskolen i Århus og overordnet leder af Projektzone.dk.

MGE