Stor interesse for nyt studenternetværk om bæredygtighed

04.11.2010 | Marianne Gammelgaard

 


Det nyoprettede studenternetværk 'Aarhus Sustainability Network' indbyder studerende og virksomheder til at være med til at skabe en bæredygtig fremtid. Første initiativ er en stor event den 2. december.

'Aarhus Sustainability Network' (ASN) er på bare få uger vokset fra en lille gruppe bæredygtighedsentusiaster til et energisk studenterforum. Initiativet til netværket blev taget af en gruppe studerende på ASB, som alle er interesserede i at brede bæredygtighed ud til så mange som muligt.

- Vi vil vise omverdenen og især universitetet, at bæredygtighed ikke bare er en trend, men noget, der er kommet for at blive. ASN er stedet, hvor vi kan dele den begejstring, som så mange har for bæredygtighed og samtidig udnytte den energi og de ressourcer, de forskellige interessenter har, siger Esben Strandgaard Hansen, bestyrelsesformand i ASN.

Visionen er at blive det førende bæredygtighedsnetværk i Danmark ved aktivt at engagere og inspirere studerende og erhvervslivet til at skabe en bæredygtig fremtid i fællesskab.

Stor interesse fra de studerende
- Der har været stor interesse omkring bæredygtighed generelt fra de studerende fra AU. Vi følte derfor, at der var et behov for en platform, hvor vi kan synliggøre tiltag og arrangementer for alle studerende i Århus og andre interesserede, forklarer Esben Strandgaard Hansen.

Allerede nu har der vist sig at være en massiv opbakning til netværket. Bestyrelsen afholdt d. 25. oktober et opstartsmøde på ASB, hvor over 40 studerende fra AU og andre af byens uddannelsesinstitutioner mødte op for at høre, hvordan de kan drage fordel af og bidrage til foreningen.

CO10-event for studerende og virksomheder

Den store interesse for bæredygtighed bliver nu omsat til konkret handling – nemlig en stor event torsdag d. 2. december på ASB – 'CO10 – creating a sustainable future'. Hensigten med CO10 er at føre forskellige discipliner sammen og åbne op for en tværfaglig tilgang til bæredygtighed.

Studerende og ph.d. studerende fra hele AU er derfor side om side med virksomheder blevet indbudt til at præsentere deres arbejde inden for det bæredygtige felt.

- Der ligger en stor udfordring for virksomheder i forhold til den forandring, de skal gennemgå for at blive bæredygtige. Derfor sætter vi fokus på denne forandringsproces i en debat og ser på de udfordringer og muligheder, der kan være tilknyttet, siger Esben Strandgaard Hansen.

- ASN skal være et samlingspunkt for den fantastiske energi, der er omkring bæredygtighed, slutter Esben Strandgaard Hansen.

>> Læs mere om netværket

>> Læs mere om opstartsmødet d. 25. oktober

For yderligere information



Esben Strandgaard Hansen
Formand
E-mail: esh@aasn.dk
Tlf.: +45 6128 3467


/Marianne Gammelgaard

Studerende