VÆR MED TIL AT BETA-TESTE ASBYOU

30.06.2008 | mabe

– den nye sociale online platform på ASB

Semesterstarten på ASB vil være atypisk i år, da skolen i samarbejde med Studenterlauget og ASB Studenterforum lancerer det nye interaktive medie for alle ASB studerende til september 2008. Formålet er at samle både bachelor- og kandidatstuderende på denne nye brugerflade, hvor fokus hovedsageligt vil være på sociale aktiviteter med et akademisk islæt.

ASBYOU er for studerende og styres af studerende. DU kan være med til at udvikle vores nye platform. Gå ind og opret din profil. Test beta-versionen og send os dine kommentarer.

Link til http://asbyou.ning.com/

Lidt mere om ASBYOU

Som bruger kan du profilere dig selv via selektive til- og fravalg af diverse applikationer på din individuelle profil, der blandt andet inkluderer interessegrupper på tværs af studieretningerne, billeddeling, foreningsliv, eventkalendere, fora, gadgets etc. Dermed kan den enkelte selv vælge, om han/hun vil diskutere akademiske emner til bachelor- eller specialeafhandlingen, vidensdele omkring forskellige fag og undervisere, fortælle om sit udvekslingsophold, dele billeder fra sidste weekends grillfest, indhente konkret information om netop de events, man har tilmeldt sig, følge med i de forskellige foreningers tiltag etc. – mulighederne er uendelige og begrænses kun af brugeren selv.

For at kunne imødekomme de studerendes egne ønsker og krav til en funktionel og kvalitativ brugerplatform er der blevet indhentet empiriske data via diverse fokusgruppeinterviews med ASB studerende. Der er ingen tvivl om, at brugerne kan/skal være med til at skabe og udvikle ASByou, da de vil være de daglige brugere af det nye medie. Dertil skal samtidig lægges, at den aktivitet, som de skaber, er med til at generere endnu mere aktivitet. Derfor er kravet om en brugerudviklet platform i højsædet.

ASByou vil som nævnt være klar til semesterstart 2008, hvor alle nye studerende vil blive introduceret til det nye medie i Rusugen samt CM/CLM introugen. Det er dermed meningen, at projektet skydes i gang med mere end 1.500 nye ansigter og profiler fra dag ét. Nuværende studerende har imidlertid den fordel, at de kan tjekke beta versionen ud allerede nu på http://asbyou.ning.com/ og dermed blive nogle af de første brugere på ASByou. En social brugerplatform, der skal imødekomme netop dine krav og præferencer, og som er skabt af de studerende for de studerende.



Jesper Kanstrup

312177 / i40