Virksomhedsdating med eliten fra dansk erhvervsliv

19.11.2007

Vestas gør det, Grundfos gør det, Google gør det, og en lang række andre velrenommerede danske og internationale virksomheder gør det. De tager til VirksomhedsDATING – Graduates into Business på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet torsdag den 22. november kl. 17.30.

Et uformelt jobforum hvor kemien kan testes

Som navnet VirksomhedsDATING antyder, så er arrangementet inspireret af det mere romantisk anlagte speed-dating-koncept. På torsdag er det dog ikke amoriner, der er i luften, men håbet om at indgå i et ansættelsesforhold med sin udkårne virksomhed eller kandidat.

Virksomhederne møder op med konkrete fuldtidsstillinger, de gerne vil have besat, og de studerende møder op med deres CV. Begge parter medbringer derudover gode argumenter for, hvorfor netop de er interessante. Herefter har virksomheden og kandidaten hver ti minutter omkring de små caféborde med hvide duge og stearinlys til at sælge sig selv og teste om kemien er til stede - inden klokken ringer, og den studerende opsøger næste bejler .

Virksomheder vil møde deres kommende medarbejdere i øjenhøjde

Ifølge Jette Hammer, konsulent ved ASB Karrierecenter, har der fra virksomhedernes side denne gang været kamp om at få en plads ved cafébordene og dermed adgang til den eftertragtede arbejdskraft.

Det er nemlig ikke kun de små og mellemstore virksomheder, der umiddelbart har den største udfordring i forhold til at tiltrække kvalificerede medarbejdere og derfor viser interesse for denne alternative rekrutteringsform. Listen over de virksomheder, der deltager i torsdagens arrangement, er spækket med stjernenavne på velrenommerede virksomheder. For de store virksomheder, der arbejder målrettet med deres employer branding, giver virksomhedsdating nemlig ikke bare mulighed for få besat konkrete stillinger, men tjener også et mere langsigtet formål.    

"Virksomhedsdating er en unik mulighed for, at vi kan få en 1:1-dialog med potentielle kandidater. På datingen kan kandidaten nå at få et indtryk af, hvilke muligheder Vestas tilbyder både på kort og langt sigt. Vi sætter stor pris på at møde potentielle kandidater i "øjenhøjde" og få skabt nogle værdifulde relationer, som vi så efterfølgende kan arbejde videre med.", udtaler rekrutteringsdirektør ved Vestas, Karina Boldsen.