Voxpop

02.10.2008 | nifa

ASB Outline har spurgt en række studerende, hvor international de synes, ASB er:


Lenka Chobotova, MACC, 1. semester:

- Jeg føler, at der er to tydelige grupper af kulturer på ASB: de danske studerende og de udenlandske studerende. Og det er nok naturligt nok, for selvom vi færdes i det samme miljø, er vi stadig forskellige og har forskellige opfattelser af det, vi møder. Men jeg synes helt klart, at skolen og de studerende, jeg har mødt her, er meget åbne og imødekommende, og jeg har allerede fået en del danske venner.



Sisse Norman, MACC, 3. semester:

- Jeg læser på en engelsksproget uddannelse med udenlandske studerende, så jeg mærker internationaliseringen hver dag. Jeg mærker ofte det internationale aspekt i timerne, hvor diskussionerne er præget af internationale perspektiver og kulturelle forskelligheder.

- Jeg synes, det er rigtig vigtigt at styrke forholdet mellem de forskellige kulturer på ASB. Derfor er jeg blandt andet med til at stå for skolens Buddy-program, hvor vi fører danske og udenlandske studerende sammen i teams for at forbedre det internationale studieliv for begge parter. Skolen gør mange ting for at styrke det internationale miljø. Det er en god mission, men der kan stadig gøres meget, så det bliver endnu bedre. F.eks. foregår mange arrangementer og torsdagsforelæsninger stadig udelukkende på dansk.

Jacob Sørensen, HA (almen), 1. semester:

- Jeg tænker ikke over, at jeg går på et internationalt universitet i min hverdag. Jeg møder kun de internationale studerende tilfældigt ude på gangene en gang imellem. Og jeg må indrømme, at jeg ikke gør noget aktivt for at komme i kontakt med dem, for jeg synes, jeg har fået nok nye venner på studiet. Der er så mange nye ting at forholde sig til her i starten, så jeg har ikke rigtig skænket det en tanke. Og for min studieretning er det heller ikke så relevant at øge mine sprogkompetencer og lignende.



Bjørn Faurby, HA (int.) Tysk, 3. semester:

- Jeg oplever ikke det internationale miljø i min hverdag, andet end på gangene eller i fitness-centeret. Jeg synes, der er masser af muligheder for at møde internationale studerende på ASB, f.eks. Buddy-programmet, men jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke gør nogen særlig indsats for at opsøge dem.

- Da jeg studerer tysk, kunne jeg godt tænke mig at lære nogle tyske studerende at kende, men fordi jeg har travlt, prioriterer jeg det lavt for tiden. Men jeg overvejer da at tage på udveksling i Tyskland for at lære sproget og kulturen bedre at kende.

Saji Nair, MACC, 3. semester

- ASB er helt klart international. Jeg har mødt mange mennesker fra lande, jeg kun før havde hørt om. Og jeg har lært mange kulturer at kende - ikke kun den danske men også den spanske, islandske, lithaunske, brasilianske og mange flere.

- Jeg synes dog godt, at underviserne kunne gøre mere for at skabe et internationalt miljø. De burde opfordre os mere til at arbejde i grupper med studerende fra andre lande. De fleste undervisere involverer sig ikke i gruppedannelserne. Det må vi selv stå for, og det er en skam. Men vi har heldigvis andre måder at mødes på - ofte over en øl til fester eller andre arrangementer.

Jakob Østergård Carstensen, Engelsk og Europæiske Studier, 3. semester:

- Jeg mærker klart, at jeg går på et internationalt universitet. Og endnu mere i år, hvor vi er begyndt at have undervisning på engelsk med udenlandske studerende. Det er helt klart med til at højne kvaliteten af undervisningen, så det sætter jeg meget pris på. Jeg synes dog godt, at skolen kunne være bedre til at imødekomme de udenlandske studerende. F.eks. er der på studiemessen og andre arrangementer kun materialer på dansk!

- Jeg møder ofte de internationale studerende igennem mit arbejde i Studenterhuset, hvor der bl.a. hver uge er International night.

Jacob Gebauer Jochimsen, Cand.merc. (jur.), 1.semester:

- ASB virker helt umiddelbart som et internationalt sted – bl.a. af den simple grund, at man overalt får informationer på både dansk og engelsk. Men derudover mærker jeg ikke så meget til det. Personligt har jeg ikke så meget at gøre med de udenlandske studerende, og det er mit indtryk, at danskere og udlændinge ofte holder sig hver for sig. Jeg har et par internationale fag, men det er kun forelæsninger, og dér er det jo svært at komme i kontakt med hinanden. Som dansker skal man gøre en indsats for at lære de internationale studerende at kende, og motivationen for det er nok større, hvis man tager en uddannelse, hvor der er fokus på sprog og international handel.

Anja Hou, Cand.merc. (SOL), 1. semester:

-
Min uddannelse er på engelsk, og 25 % af mine medstuderende er internationale, så jeg møder det interkulturelle aspekt hver dag. På mit studie danner underviserne desuden vores grupper på forhånd, så vi bliver blandet på tværs af nationaliteter. Det har rigtig mange fordele men også den ulempe, at man jo ikke nødvendigvis arbejder godt sammen.

- Jeg synes, at de forskellige grupper generelt er gode til at blande sig. Men vi kan alle blive bedre til at åbne os op – også de internationale studerende, der har mange arrangementer kun for dem og derfor får et tæt og lukket forhold til hinanden. Jeg oplever, at skolen gør mange ting for at lave et interkulturelt miljø, men man kan heller ikke forvente, at alle snakker med alle.

312177 / i40