Retningslinier for gennemførelse af diplomingeniørprojekt/bachelorprojektet

Kursusbeskrivelse for diplomingeniørprojekt/bachelorprojekt

Diplomingeniørprojektet (bachelorprojektet) er det afsluttende projektarbejde på ingeniørstudiet og er relateret til en ingeniørfaglig problemstilling. Projektet skal give den studerende lejlighed til at anvende den gennem studiet erhvervede viden på en selvstændig måde i en realistisk sammenhæng.

Den studerende skal vise evnen til at anvende ingeniørmæssige teorier og metoder inden for et fagligt afgrænset emne, samt formidle de opnåede resultater på en logisk og sammenhængende måde i både skriftlig og mundtlig form. Endvidere skal projektet vise evnen til at samarbejde både i en projektgruppe og med eksterne partnere.

Diplomingeniørprojektet er placeret på 7. semester

En nærmere beskrivelse af diplomingeniørprojektet/bachelorprojektet findes også på Blackboard, i studieordningen og i kursuskataloget.

Formål 

Projektet skal vise at den studerende er i stand til at planlægge, udføre og dokumentere et ingeniørarbejde, gerne i samarbejde med en virksomhed.

Læringsmål

Når kurset er afsluttet, forventes den studerende at kunne:

  • Anvende videnskabelige forskningsresultater og teknisk viden til løsning af tekniske problemstillinger
  • Udvikle nye løsninger
  • Tilegne sig og vurdere ny viden inden for relevante ingeniørmæssige områder
  • Anvende ingeniørfaglig viden, teori og metode på en systematisk måde
  • Planlægge og gennemføre et projekt i en projektgruppe i samarbejde med interne og eksterne interessenter
  • Præsentere resultater af et projekt skriftligt og mundtligt ved hjælp af relevante kommunika-tionsværktøjer til fagfolk såvel som kunder
  • Integrere sociale, økonomiske, miljømæssige og arbejdsmiljømæssige konsekvenser i en løsningsmodel.

Læringsmål i relation til det valgte emne med udgangspunkt i ovenstående samt deres vægtning, beskrives i opgaveformuleringen.