Opslag

Case Competition: Femern-forbindelsens effekt på dansk-tysk handel

Hvor stor indflydelse vil Femern-forbindelsen få på handlen mellem Danmark og Nordtyskland? Kandidatstuderende fra Politik og Økonomi på Aarhus BSS har hjulpet Dansk-Tysk Handelskammer med at finde svar.

Femern-forbindelsen. En 18 km lang tunnel mellem Lolland og Nordtyskland, som kan forkorte transporttiden mellem København og Hamburg med flere timer. Hvad vil det betyde for handelsrelationerne de to byer imellem, når tunnelen står klar i 2029? Det har Politik og Økonomi-studerende fra Aarhus BSS undersøgt på opfordring fra Dansk-Tysk Handelskammer.

”Det giver en større gennemslagskraft, hvis man har studier, som understøtter det budskab, man gerne vil formidle. Man kan have en forventning om en økonomisk sammenhæng mellem Femern-forbindelsen og øget handel, men nu har de studerende regnet sig frem til effekterne, og det er noget, som vi kan bruge og bringe videre til de virksomheder, vi rådgiver,” siger direktør Reiner Perau fra Dansk-Tysk Handelskammer.

Reiner Perau deltog på Zoom, da vinderne af årets Applied Public Policy Case Competition blev kåret ved semesterets afslutning. Vinderne blev Lagrange Consulting Group bestående af Michael Gadegaard Espersen, Christine Højsted Ankjær, Tjalfe Bang Johannesen og Olivia Katharina Friberg, alle kandidatstuderende i Politik og Økonomi.  

Igennem de sidste måneder har de som en del af undervisningen i Applied Public Policy ageret konsulenter for Dansk-Tysk Handelskammer og estimeret, hvordan Femern-tunnelen kommer til at påvirke transportomkostningerne og transportintensiteten for dansk-tyske handelsforbindelser. Det er blevet til et helt opslagsværk over 14 forskellige industrisektorer, herunder et estimat af, hvor stor en stigning hver af sektorerne kan forvente i eksport.

”Jeg må sige, at jeg er ret imponeret over det, de studerende har lavet. Det er godt lavet, det er relevant, og det er præsenteret på en god måde. Det kan hjælpe os med at formidle til de forskellige sektorer, at virksomhederne skal forberede sig til øget samhandel mellem Nordtyskland og Danmark,” siger Reiner Perau.

At resultaterne skulle være brugbare for en ægte virksomhed, har været drivkraften i de studerendes arbejde:

”Formålet gennem hele case-arbejdet har været at lave en rapport, som kan bruges af Dansk-Tysk Handelskammers kunder. Vi ville undgå, at det blev en rapport, som snakkede for meget om de samlede samfundsøkonomiske konsekvenser af Femern-forbindelsen, men i stedet at den blev noget, de individuelle firmaer kunne tænke sig at læse og sige: Ok, det her giver mening – det er noget, vi allerede nu kan begynde at rette os ind efter,” siger Michael Gadegaard Espersen og fortsætter:

”Derfor har vi lavet et opslagsværk, hvor hver industri og hvert firma kan gå ind og finde sig selv og se: Hvordan kommer det her til at påvirke mine transportomkostninger? Hvordan kommer det til at påvirke vores eksport? Givet nogle scenarier, og hvordan markedssituationen ser ud til den tid, kan de se, hvordan de skal agere, når det her kommer til at ske,” siger Michael Gadegaard Espersen.

Reiner Perau sætter stor pris på samarbejdet med de studerende fra Aarhus BSS, som giver Handelskammeret indsigter, de ellers ikke ville have opnået.

”Jeg har læst flere af de studerendes rapporter, og der har været nogle interessante dele i disse rapporter, som jeg ellers ikke ville have set om Femern-forbindelsens effekter, og som på en eller anden måde vil få indflydelse på vores arbejde i Handelskammeret,” siger han.

Om vinderne siger han:

”Det er ingen tvivl om, at de har fortjent deres førsteplads med den sektoranalyse, de har lavet. Vi vil gerne lave noget PR-arbejde på resultatet, for det skal bemærkes ude i verden. Det vil vi gøre enten ved et målrettet arrangement, eller også ved at udarbejde et white paper baseret på de studerendes studier,” siger Reiner Perau.