Særlige vilkår til eksamen

Hvis du lider af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse såsom eksempelvis ordblindhed/dysleksi, visse psykiske lidelser, neurologiske lidelser, bevægelseshandicap, synshandicap eller hørehandicap, har du mulighed for at søge dit studienævn om tilladelse til at deltage i eksamen på særlige vilkår.

Du kan f.eks. søge om ekstra tid til en eksamen eller om tilladelse til at benytte særlige hjælpemidler. Formålet med at give tilladelse til særlige eksamensvilkår er at ligestille studerende med en funktionsnedsættelse i selve eksamenssituationen. Særlige prøvevilkår kan derfor aldrig betyde, at niveauet for eksamen sænkes.

For at du kan få tilladelse til at deltage i en eksamen på særlige vilkår, er det normalt en forudsætning, at du kan dokumentere dit behov f.eks. via en ordblindetest eller - udredning, lægeerklæring. Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at dokumentation for din funktionsnedsættelse er en væsentlig forudsætning, men ikke en garanti for, at universitetet giver tilladelse til, at du kan deltage i en eksamen på særlige vilkår. I sidste ende er det dit studienævn, der tager stilling til, om du i forbindelse med den konkrete eksamen har behov for særlige eksamensvilkår for at blive ligestillet med din medstuderende.

Ansøgning om dispensation til særlige prøvevilkår bør indsendes i god tid inden eksamen, hvis du vil være sikret svar inden afviklingen af din eksamen. Vær opmærksom på, at du på hvert semester skal genansøge på ny om særlige vilkår. 

Læs mere her om sagsbehandlingstiden og dispensationer.