STADS kører igen planmæssigt, og du kan nu tilmelde dig forårets undervisning og eksamen. Fristen for tilmelding er torsdag den 7. november kl. 23.59.
På Teknologisk Institut i Center for Industriel 3D-print omsætter vi viden til løsninger til gavn for alt fra teknologileverandører til små opstartsvirksomheder. Vores ingeniørsektion hjælper virksomheder med at få mest muligt ud af teknologierne, mens vores produktion skaber komponenterne, som ikke kan laves på anden vis med ekstra høj værdi fra den unikke produktionsmetode. For at gøre det bedst muligt udarbejder og deltager vores forskningssektion i projekter, hvor vi skaber udvikling inden for 3D-print teknologi sammen med vores projektpartnere.
Vi samarbejder med en bred gruppe af danske og internationale industrikunder, teknologileverandører og videnscentre. Vores arbejde omfatter udvikling og produktion af avancerede produkter i materialer som plast, aluminium, titanium, stål, kobber og andre unikke materialer, der anvendes i alt fra brændselsceller og satellitter til high-end audioudstyr og flowsystemer. Vi har arbejdet med 3D-print siden 1989 og er førende inden for udvikling og produktion med 3D-print. Teknologisk Institut har flere hundrede ansatte, der arbejder på tværs af forskellige teknologiske områder, og i centeret for industriel 3D-print er vi nogle og tredive dedikerede eksperter.
Et projekt på Teknologisk Institut vil altid centrere sig om den teknologiske viden, som skal kunne sættes i anvendelse. Den studerende kan blive en del af et større eksisterende projekt, få et projekt vi har defineret, eller skabe sit helt eget projekt. Bare vi ser en værdi i den viden, der skabes, så er tøjlerne ret frie. En del af den studerendes arbejde vil være hos Teknologisk Institut, hvor dele af projektet og arbejdet diskuteres og udføres.
Da meget af vores forretning er centreret om virksomheders behov, kan et projekt også indeholde møder med og besøg hos nogle virksomheder, men det vil afhænge af det enkelte projekt og den studerendes ønsker. Emner for projekter spænder vidt, men kan eksempelvis omhandle udvikling af nye 3D-printede komponenter, nye materialer til 3D-print, optimering af eksisterende printprocesser, optimering af produktionsteknologier, kvalitetskontrol, måling af unikke egenskaber og meget mere.
Vi forventer, at den studerende er nysgerrig, ansvarsfuld og flittig i projektet. Vi vil gerne skabe gode rammer for, at nysgerrigheden kan stilles, så den studerende vil have et vist ansvar og kan præge projektets udvikling. Vi er selvfølgelig også investeret i projektet, følger det tæt i hverdagen, sætter også vores præg på det og diskuterer fremgang, retning og hvad der er interessant med jævne mellemrum.
Nysgerrighed og interesse er rigtigt gode drivkræfter for at generere ny viden, derfor finder vi stor værdi i at støtte op om studerende, som viser interesse for hvad vi laver og vil være med til at skubbe på grænserne for hvad vi ved og måske endda også hvad der er muligt. Studerende kommer også, grundet deres videnstunge baggrund, ofte med en masse skarpe spørgsmål, som kan flytte vores egen forståelse af processen og produktet, hvilket bidrager til den viden vi omsætter til løsninger og værdi for samfundet.
Det netværk og udstyr, som den studerende har adgang til, repræsenterer også en god værdi for os, da det kan skabe masser af ny viden og give gode projektpartnere til at støtte fremtidige projekter.
Som studerende vil man, ud over den faglige og praktiske læring, opnå indsigt i hvordan forskellige akademiske kompetencer kan anvendes i en virksomhed og en bedre forståelse af hvilke karrieremuligheder man kan se frem til. Derudover kan man også forvente at lære noget om, hvordan hverdagen og håndteringen af projekter i en virksomhed ofte adskiller sig fra den på universiteter.