De første uger på studiet

Velkommen til dit nye studieliv!

Tillykke med optagelsen på din nye uddannelse på Natural Sciences eller Technical Sciences, Aarhus Universitet! Du er sikkert spændt på alt det nye, der venter dig og glæder dig til at starte.

At studere på universitetet kan være meget anderledes end at gå på en ungdomsuddannelse. På denne side har vi samlet nogle gode råd og en film, der forhåbentlig vil gøre din opstart lettere.

Når de første uger på studiet er ved at være forbi, har AU Studypedia samlet en masse forskellige tips, film og værktøjer, som vi håber vil gøre din tid som ny studerende lettere. Der er bl.a. tips til, hvordan du bedst forbereder dig, hvordan du kan bruge en læsegruppe og finde nyttig viden om din læringsproces. 
Alt dette er samlet her.

Held og lykke med det!

Venlig hilsen,
Studievejledningen
Nat-Tech

Gode råd til nye studerende på Nat og Tech:

Den første tid kan være overvældende og meget vil være anderledes, end du har været vant til. Du kommer til at arbejde med nye studieformer og nyt fagligt stof. Mange af bøgerne er på engelsk, og der vil helt sikkert være mange ting, du ikke forstår med det samme. Samtidig skal du lære en en flok nye mennesker at kende og forholde dig til en masse praktiske ting.

Husk, at der ikke er nogen, der forventer, at du finder ud af det hele fra dag ét! Husk også, at I er mange, der er i samme båd - så der er gode råd og støtte at hente hos dine tutorer og dine medstuderende samt undervisere og studievejledere på studiet.

I starten af dit studieliv kan disse gode råd være værd at have med:

Brug din bagage og brug hinanden
Husk at du aldrig starter fra bunden. Du har altid relevant faglig viden med dig fra dit liv og din tidligere skolegang. Hvis der er noget, du er i tvivl om, sidder en af dine medstuderende sikkert med samme spørgsmål - I er i samme situation, så støt og hjælp hinanden.  

Planlæg din tid og husk at holde fri
Det er et fuldtidsarbejde at studere på universitetet, og det er derfor en rigtig god idé at lægge en tidsplan for, hvornår du skal læse til ugens undervisning, lave afleveringer m.m. Se studiet som et arbejde, hvor du skal møde op, når du har planlagt det - og husk at man også har fri fra arbejdet ind imellem.

Slå koldt vand i blodet
Forvent ikke det store overblik i starten - tingene falder langsomt på plads. Træf derfor ikke forhastede beslutninger om at skifte studie eller melde dig ud, men tal først med studiekammerater, venner, familie og studievejleder. Studievejlederne er der for at hjælpe dig, hvis du bliver i tvivl om, hvorvidt og hvordan du kan komme igennem studiet, så opsøg dem endelig  

Deltag i de faglige og sociale aktiviteter på studiet 
Når der er travlt, og materialet er svært at forstå, er det den faglige interesse og det sociale sammenhold, der skal bære dig igennem. Særligt den første tid er hård for mange, og her er det ekstra vigtigt at huske, at tiden som studerende bliver både spændende, givende og sjov - så hæng i.  

Den gode studiestart

I filmen her kan du høre studerende og undervisere fortælle lidt om deres første tid på studiet.

Du kan blandt andet høre om:

  • Hvordan de har oplevet at starte på deres uddannelse
  • Hvilke tanker de gjorde sig undervejs
  • Hvordan de oplevede det faglige niveau
  • Hvilke færdigheder det kræver, når man starter
  • Om der er plads til et socialt liv og fritid ved siden af studiet

Særlige udfordringer

Alle nye studerende med psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse eller handicap kan få hjælp og støtte hos SPS (Specialepædagogisk Støtte).

Din studievejledning

Hvis du får brug for hjælp i løbet af din studietid, er du altid velkommen til at kontakte din studievejleder. Du kan finde kontaktinformation og andre vigtige informationer på din studieportal under 'Studievejledning', og du kan se, hvem der er din studievejleder under 'Kontakt studievejledningen'.  

Visninger
Spørg din studievejleder Du kan snakke med din studievejleder om alt. Ingen spørgsmål er for små eller for store. Du kan fx få hjælp til at planlægge dit studie, høre hvad andre studerende gør for at nå det hele, eller få tips til at gå til eksamen.