Årets EY-skattetalent er igen fra AU

For andet år i træk vinder en jurastuderende fra AU prisen som årets skattetalent kåret af EY (Ernst&Young). Han skal til november repræsentere Danmark i den internationale skatteretskonkurrence.

13.04.2015 | Andreas G. Jensby

Jesper Juul fra Juridisk Institut er kåret til Young Tax Professional of the Year 2015 af EY (tidligere Ernst&Young) og sikrer dermed, at titlen forbliver på Aarhus Universitet, efter at Michael Skjøtt Andersen vandt prisen og de 15.000 kroner sidste år.

Jesper Juul, som pt. skriver speciale i skatteret, vandt titlen foran studerende fra hhv. CBS og Syddansk Universitet.

Stor koncern i store problemer
Årets case, som de 12 udvalgte studerende fra hele landet skulle finde løsninger på, handlede om et stort internationalt bryggeri, som var i skattemæssigt uføre. Seks hovedtemaer med hver 2-3 underspørgsmål/problemer skulle de studerende finde svar og løsninger på i grupper af fire i løbet af 5 timer. Herefter skulle grupperne præsentere deres arbejde for nogle af landets skarpeste skatteretsdommere og eksperter.

Og det var en blanding af den individuelle indsats i gruppearbejdet og selve præsentationen, som sikrede Jesper Juul titlen, en præmie på 15.000 kr. og en plads ved den internationale konkurrence.

”Det var en rigtig god og meget virkelig konsulentoplevelse, at du på kort tid skal have et team med forskellige kompetencer til at samarbejde, holde overblikket over en stor opgave og ikke fortabe dig for meget i detaljerne. Sådan kunne det sagtens ske i virkeligheden i et stort konsulenthus. Du skal have tænkt mange ting igennem og ikke kun det rent juridiske, inden du præsenterer dit oplæg for klienten. Det lykkedes godt for vores gruppe,” siger Jesper Juul.

International konkurrence til november
Jesper Juul har nu et halvt år til at sætte sig ekstra grundigt ind i den internationale skatteret, inden han den 29. november til 3. december skal repræsentere Danmark ved den internationale konkurrence i Amsterdam, hvor mere end 20 lande deltager. Hovedgevinsten her er en måneds rejse jorden rundt med bl.a. 10 dages besøg på EY's kontorer i  Washington, London og Hong Kong. . 

 

Spørgsmål om deltagelsen

Studerende Jesper Juul
Mail: jesperj@live.com

Priser
312158 / i40