AU’s jurastuderende var næstbedst til at forsvare Yahya Hassan

I en ren dansk finale var AU’s jurastuderende tæt på at løbe med sejren, men måtte se sig slået på målstregen i dette års Nordiske Procedurekonkurrence i København. Årets case omhandlede indirekte Yahya Hassan, som selv var til stede.

23.06.2015 | Andreas Jensby

Martin Bo Thøming, Trine Eriksen, Camilla Ottilia John Pedersen, Mathias Bartholdy, Tina Birksø Bækdahl og Emil Larsson i retssalen før finalen.

I Højesterets flotte, gamle sal venter de studerende spændt på resultatet af konkurrencen.

Højesteret i sidste uge: På baggrund af et Yahya Hassan-inspireret digt, Prinser og Prinsesser, med nogle stærkt kontroversielle ytringer er en kvindelig dansk digter blevet dømt for at overtræde loven. Hun mener til gengæld selv, at straffen er på kant med hendes menneskeretlige ytringsfrihed og klager derfor til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Domstolen har i dag flyttet sit sæde fra Strasbourg til Danmarks Højesteret, og til at forsvare sig har hun de seks AU-jurastuderende Martin Bo Thøming, Trine Eriksen, Camilla Ottilia John Pedersen, Mathias Bartholdy, Tina Birksø Bækdahl og Emil Larsson. Hun bider negle. Er hendes fængselsstraf i strid med Den Europæiske Menneskeretskonvention, eller er hendes digt  "hate speech", som slet ikke er beskyttet af retten til ytringsfrihed? De tre studerende er hendes sidste håb for oprejsning.

Ovenstående er naturligvis fiktion, men det hele var alligevel meget tæt på virkeligheden, da de seks AU-studerende i sidste weekend fik en flot andenplads i en ren dansk finale mod det københavnske hold i Nordisk Procedurekonkurrence 2015, som afholdtes i Højesterets flotte, gamle sale i København overfor et panel af dommere fra  menneskerettighedsdomstolen. I alt 13 hold fra de fem nordiske lande deltog i konkurrencen. Det samme gjorde Yahya Hassan selv, som dukkede op til konkurrencens sociale del fredag aften før weekendens konkurrence og læste digte højt. Tættere på en virkelig case kommer man ikke.

Bedste skriftlige klageskrift

Det danske hold, kaldet Club Munch Andersen, fik konkurrencens bedste karakter for det skriftlige klageskrift og nåede hele vejen til finalen i den mundtlige del. Her var københavnske Club Lannung dog stærkest, vurderede dommerpanelet. Ifølge AU-holdets vejledere Inger Fogh fra Kromann Reumert og Jesper Hedegaard fra Interlex var det en tæt finale på et højt niveau.

”Det var to meget selvstændige og retorisk stærke hold i finalen. Sværhedsgraden og intensiteten øges markant hen imod finalen, men de studerende har virkelig imponeret os og er blevet habile menneskeretseksperter på blot et halvt år,” siger Inger Fogh.

Skuffede men stolte studerende

De studerende var efterfølgende skuffede, men alligevel stolte over deres 1. og 2. plads ud af 13 hold, fortæller Trine Eriksen.

”Det var selvfølgelig surt at være så tæt på sejren uden at få den. Men efterfølgende er vi rigtig glade for vores placering. Det har været en hård og fed weekend med meget lidt søvn både pga. selve konkurrencen men også det sociale om aftenen. Og så har det været en kæmpe oplevelse at procedere i både Østre og Vestre Landsret og ikke mindst i Højesterets gamle sale overfor kompetente EU-dommere. Det er der mange advokater, som ikke når at prøve i løbet af hele deres karriere, så det var sjovt,” fortæller Trine Eriksen.

Det er cirka 13 år siden, at AU sidst havde et hold i finalen, så alene dét er en flot præstation. Næste års konkurrence afholdes til foråret 2016 i Finland.

Læs mere om Den Nordiske Procedurekonkurrence på AU

Kontakt

Studerende