Borgmester og højesteretsdommer byder velkommen til nye jurastuderende

24.08.2010

Når Juridisk Institut, Aarhus Universitet onsdag d. 25. august 2010 kl. 10 slår dørene op for de lidt mere end 400 nye jurastuderende, vil de blandt andet blive budt velkommen af Århus’ borgmester Nicolai Wammen og højesteretsdommer Jens Peter Christensen.

Det er russekretærerne Anne  Sofie Krarup Bertelsen og Helene Brandt, der har fået aftalen med de to fremtrædende gæstetalere i stand.

”Vi har valgt Nicolai Wammen som gæstetaler ud fra hans egenskab som borgmester for Århus. Han vil derfor være perfekt til at byde de nye studerende velkommen til den by, hvor de forhåbentlig skal tilbringe mange, gode studieår fremover.

Jens Peter Christensen er valgt til at byde velkommen på Aarhus Universitet, hvor han selv har sine rødder, både som studerende og som ansat ved Juridisk Institut (p.t. orlov grundet hans ansættelse ved højesteret).  Med udgangspunkt i Rusugens gennemgående tema ”Juraens mange muligheder”, vil han med sin tale til de nye studerende illustrere hans egen vej fra studerende til højesteretsdommer.

Vi er meget glade for at kunne frembyde så fremtrædende gæstetalere ved åbningen af rusugen” siger Anne Sofie Krarup Bertelsen og Helene Brandt.

Udover de to eksterne gæstetalere vil de nye studerende også blive budt velkommen af Juridisk Instituts studieleder, Anne-Dorte Bruun Nielsen.

Velkommen til de nye jurastuderende. Vi håber, at I får en uforglemmelig rusuge.