Konkurrence i processpillet Hugo Sinzheimer Moot: Juridisk Institut brillerede og vandt det hele!

Fra den 13.-15. juni 2019 var Hugo Sinzheimer Moot holdet fra Juridisk Institut, Aarhus BSS, af sted til årets konkurrence i processpillet Hugo Sinzheimer Moot og vandt alle kategorier. Rub og stub.

19.06.2019 | Tine Bagger Christiansen

Her ses vinderne: Linea Nielsen og Frederikke Krogh flankeret af Peter Ahlberg (Kammeradvokaten), Natalie Videbæk Munkholm (AU), Mette Søsted (AU), Mikkel Isager-Sally (Kammeradvokaten). Foto: Natalie Videbæk Munkholm

Holdet bestod til den mundtlige del af konkurrencen i Hasselt i Belgien af de to jurastuderende Linea Nielsen og Frederikke Krogh. De gjorde rent bord og vandt alle kategorier: Vinder af finalen, bedste procedør (Linea Nielsen) og bedste processkrift.

Årets case
Årets case handlede om en virksomhedskoncern, der ville omlægge deres produktion, nedlægge en fabrik og satse på nye markeder, Internet of Things, og derfor skulle afskedige ca. 450 medarbejdere. Temaerne handlede både om forhandlingsprocedurer, mangelfuld implementering og pligt til EU-konform fortolkning af f.eks. arbejdstager-begrebet, arbejdstids-begrebet og formelle og materielle krav til forhandlingsprocessen i en koncern. Deltagerne skulle være flyvende i EU-ret, EU-arbejdsret, og EU-domstolens retspraksis. Og det var de! I finalen blev de udspurgt af et 12-personers dommerpanel med professorer i Arbejdsret, International arbejdsret og EU-arbejdsret fra hele Europa, præsidenter for arbejdsretsdomstole i Finland og Belgien og tidligere vindere af konkurrencen. Det danske hold svarede godt og klart på alle spørgsmål, de improviserede på stedet og hev deres viden om EU-afgørelser op af hatten gang på gang med legendariske bemærkninger, der fra nu af bliver anekdoter til de næste hold. De arbejdede meget flot sammen som et team, de smilede og var ikke til at ryste.

Holdet blev coachet af to advokater fra Kammeradvokaten og forskere fra Juridisk Institut i Aarhus. Samarbejdet omkring coaching fungerede rigtigt godt. Natalie Munkholm, der er coach og koordinator for Hugo Sinzheimer Moot processpillet fra Aarhus Universitet, roser samarbejdspartnerne fra Kammeradvokaten for ihærdig indsats i coaching og støtte og opmuntring til holdet.

Konkurrencen

-          I den indledende gruppe om fredagen var de oppe mod Belgien og Litauen. Det gjorde de så godt, at de vandt gruppen overbevisende og fortsatte til semifinalen lørdag formiddag med mange rosende ord med på vejen fra dommerpanelet.

-          I semifinalen mødte de et stærkt og veltalende hold fra Polen, men de danske procedører var meget solide i deres henvisninger til retskilder, fakta fra årets case og EU-retspraksis. Dommerne smilede tilfredse, hver gang Danmark svarede på et spørgsmål.

-          I finalen mødte de et lige så stærkt og veltalende hold fra Holland, der også var solide og veltalende. Danmark vandt dog overbevisende endnu en gang.

Desuden vandt Linea Nielsen prisen for bedste procedør for sit solide, konsekvente og urokkelige svar på alle spørgsmål, og fordi hun var en god teamplayer.

Danmark vandt også i kategorien bedste processkrift, hvor holdet allerede 1. maj havde afleveret to processkrifter på engelsk af hver ca. 45 sider, hvor de skulle argumentere for henholdsvis claimant og defendants side af sagen. To andre jurastuderende havde været en del af holdet til den skriftlige del, nemlig Jonas Erhardsen og Mia Amby, som var med til at gøre Danmark til vinder i denne kategori.

Det er første gang at Danmark er i finalen og det er første gang i konkurrencens historie, at det samme hold vinder i alle tre kategorier.

”Jeg er meget imponeret over den store indsats fra vores deltagere og vil gerne ønske stort til lykke med priserne,” siger institutleder Tine Sommer fra Juridisk Institut, Aarhus BSS.

Aarhus BSS
312158 / i40