Max Sørensen Scholarships ved Juridisk Institut

På Juridisk Institut uddeles et antal scholarstipendier (Max Sørensen Scholarships) på hver 30.000 kr. Ansøgningsfristen er onsdag den 1. oktober 2025 kl. 12.00.

Stillingernes indhold

Juridisk Institut har sammen med Professor, dr.jur. Max Sørensens Mindefond lavet en ordning, hvorefter der hvert år udskrives prisopgaver i et emne, som ligger inden for de områder, som Max Sørensen særligt forskede i. I den forbindelse opslås scholarstipendier til dygtige jurastuderende.

I år er emnet for prisopgaven: Beskyttelse af kritisk (maritim) infrastruktur i et folkeretligt perspektiv

De, der opnår et stipendium, har ved Juridisk Institut adgang til kontor og IT samt vejledning svarende til det, man kan forvente i forbindelse med specialeskrivning. Man forventes at være til stede i forbindelse med udarbejdelse af prisopgaven, så man kan indgå i et fagmiljø med de øvrige prisopgaveskrivere. Stipendiet udbetales i to rater i perioden 1. februar 2026 - 31. juli 2026. Der er adgang til kontor og IT fra efteråret 2025.

Det er forventningen, at der i foråret 2026 vil blive arrangeret en tur til København bl.a. med besøg hos Udenrigsministeriet. Turen finansieres af Max Sørensens Mindefond.    

Fristen for indlevering af besvarelse af prisopgaven er den 1. august 2026 kl. 12.00.

Universitetets regler for prisopgaver findes på adressen: Prisopgaver (au.dk)

Informationsmøde

Nærmere oplysninger om scholarstipendierne og arbejdet med prisopgaverne gives ved et informationsmøde, der afholdes torsdag den 4. september 2025 kl. 15.30, bygning 1412, lokale 431, eller fås ved henvendelse til lektor Ole Terkelsen. Interesserede er også velkomne til at rette henvendelse til Ole Terkelsen med henblik på en snak om mulige vinkler på emnet.

Kvalifikationskrav

Scholarstipendierne kan søges af ældre jurastuderende. Ansøgere, som har bestået den juridiske bacheloruddannelse, vil blive foretrukket.

Formalia

Ansøgning med karakterudskrift og CV, samt en beskrivelse af hvilke problemstillinger ansøger ønsker at fokusere på og begrundelsen herfor, sendes pr. e-mail til lektor Ole Terkelsen, [email protected]

Ansøgningsfrist

1. oktober 2025 kl. 12.00.

Ansøgningen mærkes med:

Max Sørensen Scholarship 2025-2026