Vis Moot 2014: AU på en delt 9. plads

AU’s unge jurister procederede sig i påsken til en flot delt 9. plads ved dette års Vis Moot i Wien, hvor over 280 universiteter fra hele verden deltager. Holdets svarskrift og flere deltagere blev desuden omtalt med hæder.

22.04.2014 | Andreas G. Jensby

AU's hold til Vis Moot 2014 i Wien.

Den officielle "Opening Reception" i Wiener Konzerthaus

En Vis Moot-retssag i fuld gang

I påsken blev 2014-udgaven af det internationale juridiske processpil Vis Moot traditionen tro afholdt i Wien. Juridisk Institut på Aarhus Universitet deltog igen i år sammen med knap 300 af verdens bedste universiteter, og det aarhusianske hold forhandlede og procederede sig til en flot placering som delt nummer 9. Vinderholdet kom fra australske Deakin University.

Udover topplaceringen blev AU-holdets svarskrift og tre af deltagerne omtalt med hæder på baggrund af præstationerne og pointene i de indledende runder, og det er første gang, at et AU-hold modtager hæder for et svarskrift. ”Et resultat, vi kan være meget stolte af”, siger Vis Moot-ansvarlig på AU, professor Kim Sommer Jensen.

De otte jurastuderende fra AU har øvet hver uge hele foråret sammen med advokater fra LETT Advokatpartnerselskab, der sponserer AU-holdet, og som også var med i Wien som vejledere for de studerende (se hele holdet længere nede i artiklen).

Tætte finalerunder
Ottendedelsfinalen, hvori AU-holdet måtte se sig besejret af University of Florida, var ifølge AU-lektor Kasper Steensgaard en uhyre tæt affære, som kunne have tippet begge veje.

”De jurister, jeg overværede forhandlingerne sammen med, var splittede, og mange syntes, at vi lige så godt kunne have vundet. Ud over gode argumenter handler det også lidt om, hvordan man procederer sagen, og der blev tribunalet (de tre dommere, red.) nok overbevist en smule mere af den amerikanske storyteller-stil end vores stil. Men det er også charmen ved Vis Moot, at tribunalerne skifter i hver runde, så de studerende skal kunne argumentere forskelligt,” forklarer han.

Ifølge kandidatstuderende Ann-Kristin Rasmussen, som var med på AU’s hold, var det en intens forhandling, men også en fair vinder af retssagen.

”Man vil selvfølgelig altid gerne vinde, men vi røg ud til University of Florida, som både var rigtig dygtige og rigtig ydmyge og rare. De var aldrig før nået så langt i turneringen. Så når vi nu endelig skulle ryge ud, var det okay, at det var til dem,” siger hun.

Intens uge i Wien
Vis Moot starter med en åbningsceremoni fredag før påske og kører så på med de intense fiktive retssager frem til skærtorsdag, hvor semifinaler og finaler afholdes. Det er krævende, men også ekstremt lærerigt, fortæller Ann-Kristin Rasmussen.

”Det er nogle vildt fede og meget intense dage, og jeg ville til enhver tid gøre det igen. Man laver KUN Vis Moot – lytter efter andres argumenter og udveksler historier med andre deltagere. Man er i sin egen lille verden og lukker alt andet ude. Man lærer utrolig meget på kort tid, fordi det hele er virkeligt og autentisk; hvordan reagerer dommerne på det, du siger og hvad andre siger? Hvad virker foran dommerne, og hvilke argumenter er svage? Det betyder også meget, hvor gode man er til at samarbejde indbyrdes, og der har vi haft et stærkt fællesskab og sammenhold, så det har været en vildt god oplevelse,” fortæller Ann-Kristin Rasmussen.

”Det er krævende at forhandle så intenst. Holdene skifter side i hvert spil, så man ikke bare kan køre videre med de samme argumenter fra runde til runde, men skal omstille sig hele tiden. De studerende har holdt utrolig godt ud hele vejen og støttet hinanden utrætteligt,” roser lektor Kasper Steensgaard.

Skal du med næste gang? Kom til informationsmøde onsdag den 7. maj klokken 10-11 i søauditorierne. 

Årets deltagere fra AU

Kandidatstuderende:

  • Rikke Holmgaard
  • Simon Breining
  • Lars Heiko Matzen
  • Josefine Farver Andersen
  • Anders Ebsen Petersen
  • Ann-Kristin Rasmussen
  • Camilla Skadborg
  • Jakob Knudsen


Vejledere/coaches:

  • Pia Moltke Jensen, LETT Advokatpartnerselskab
  • Christina Nissen LETT Advokatpartnerselskab
  • Claes Wildfang LETT Advokatpartnerselskab
  • Simon Terp, tidligere Vis Moot-deltager
  • Christian Skadborg, tidligere Vis Moot-deltager
  • Lektor Kasper Steensgaard, Juridisk Institut, Aarhus Universitet
  • Professor Lasse Højlund Christensen, Juridisk Institut, Aarhus Universitet
  • Professor Kim Sommer Jensen, Juridisk Institut, Aarhus Universitet

Om Vis Moot
Det samlede Vis Moot-forløb strækker sig over 2 semestre. I oktober frigives årets opgave til holdet, som først skal udarbejde et klageskrift og senere et svarskrift til et klageskrift fra et andet universitet. Dette arbejde afsluttes i januar. Når svarskriftet er afleveret, er det tid til at forberede den mundtlige forhandling.

Som led i forberedelsen deltager man i såkaldte pre-moots - øvekonkurrencer. Holdet fra AU deltager sædvanligvis i pre-moots i New York og Tyskland. Højdepunktet for konkurrencen er den mundtlige forhandling. Den foregår altid i påskeugen i Wien.

Læs mere om Vis Moot

Uddannelse
312158 / i40