Sådan søger du om forhåndsgodkendelse

Sådan søger du om forhåndsgodkendelse på Jura

Ansøgning til Studienævnet om forhåndsgodkendelse foregår via Selvbetjeningen. Når du har fået tildelt en studieplads i udlandet, skal du søge om at få forhåndsgodkendt de fag, som du påtænker at tage på det udenlandske universitet.

Du skal søge om at få forhåndsgodkendt fag for 30 ECTS og sende en detaljeret fagbeskrivelse for hvert af de fag, som du ønsker at få godkendt. Såfremt fagene fremgår af AU GO, skal du ikke medsende fagbeskrivelser, men husk at anføre dette i din ansøgning til Studienævnet.

Fagbeskrivelserne skal indeholde:

  • dokumentation på at faget er på kandidatniveau
  • fagets ECTS-vægt
  • beskrivelse af fagets indhold
  • eksamensform
  • og evt. pensum

Hvis du ikke kan få adgang til kommende semestres fagbeskrivelser, kan du tage udgangspunkt i beskrivelserne fra de forgangne semestre.

Vær opmærksom på, at det er dit eget ansvar at finde de nødvendige fag samt indsamle den nødvendige information og dokumentation. 

Vær også opmærksom på, at såfremt din ansøgning om forhåndsgodkendelse imødekommes, er du forpligtet til at søge om endelig merit for de samme fag.

Først når Studienævnet har forhåndsgodkendt dine fag, kan du få din Learning agreement underskrevet af international koordinator, Line Riggelsen.

Ændring af fag og forhåndsgodkendelse

Hvis du vælger andre fag på værtsuniversitetet efter, at du har søgt din første forhåndsgodkendelse, eller hvis du først omkring ankomst på det udenlandske universitet har fået adgang til det aktuelle fagudbud og fagbeskrivelser, skal du via din selvbetjening sende en ny ansøgning til Studienævnet.

Din mail til Studienævnet skal indeholde:

  • Tydelig angivelse af hvilke fag, der skal ændres i forhold til den oprindelige forhåndsgodkendelse samt begrundelse for ændring af fag.
  • Dokumentation for at det/de nye fag er på kandidatniveau.
  • ECTS-vægt på det/de nye fag.
  • Deltaljeret fagbeskrivelse af det/de nye fag.
  • Eksamensform på det/de nye fag.
  • Evt. pensum for det/de nye fag.

Din Learning agreement med de endelige og forhåndsgodkendte fag skal senest 14 dage efter semesterstart på det udenlandske universitet være international koordinator, Line Riggelsen i hænde.

Hvis du har spørgsmål til ovennævnte, kan du kontakte international koordinator, Line Riggelsen på line@au.dk.

Obligatorisk merit

Har du i forbindelse med optagelse på din nuværende uddannelse fået meritoverført mere end 10 ECTS via obligatorisk merit fra en tidligere uafsluttet uddannelse, og er i tvivl om du af denne grund kan komme på udveksling, bør du kontakte Aarhus BSS International for afklaring.