Sådan søger du

Vigtigt

Før du søger: start med at undersøge dine muligheder i MoveONs database. Du kan se det endelige udvalg af pladser, når ansøgningsrunden åbner, hvilket er ca. én måned før ansøgningsdeadline.

Ansøg: du indsender din ansøgning via ansøgningsportalen i MoveON

Bekræft din plads: hvis du får tilbudt en plads, skal du bekræfte den via MoveONs ansøgningsportal

Bemærk: du får kun tilbudt én plads, så hvis du afviser pladsen, får du ikke tilbudt en ny. Da der stadig er usikkerhed pga. corona, kan vi ikke garantere, at dit ophold vil kunne gennemføres. Bliver dit ophold aflyst pga. corona, kan vi desværre ikke tilbyde en ny plads.


Ansøgningsfrister

Ansøgningsfristen for at komme på udveksling gennem AU's aftaler afhænger af, hvornår du skal afsted, men også af hvad du læser. Der er ansøgningsfrist to gange årligt, men vær opmærksom på, at det ikke er alle studerende, som har mulighed for at søge i begge ansøgningsrunder.

  • 1. december for hele det efterfølgende akademiske år - søg fx 1. december 2021 for pladser i efteråret 2022 og foråret 2023. Ansøgningsrunden åbner d. 1. november 2021.
  • 1. maj for det efterfølgende forår - søg fx 1. maj 2022 for pladser i foråret 2023. Ansøgningsrunden åbner omkring d. 1. april 2022.

Læser du International Virksomhedskommunikation på Arts, er fristen altid 1. maj.

Vi anbefaler alle, der har mulighed for det, at søge ved fristen 1. december.

Fordelingskriterier

Studiepladserne fordeles blandt andet ud fra følgende kriterier:

  • Karaktergennemsnit
    • Dit gennemsnit beregnes 5. december og er et vægtet gennemsnit af karakterer fra både afsluttede og igangværende uddannelser.
    • Hvis du er kandidatstuderende og endnu ikke har nogen karakterer fra AU, udregnes gennemsnittet af din bachelor fra dit udenlandske eller andet danske universitet
  • Studieanciennitet
  • Særlige krav på udvekslingsaftalen, som fx en motivation eller en udtalelse, vil altid fremgå af MoveON databasen.