Specialeopgaven

Tilmelding

Tilmelding til specialet foregår i Selvbetjeningen (STADS). Du skal selv tilmelde dig specialet, og det sker i undervisningstilmeldingsperioderne 1.-5. november (mhp. at aflevere i forårssemesteret) eller 1.-5. maj (mhp. aflevering i efterårssemesteret).

Hvor er specialet placeret?
Specialet er placeret på uddannelsens 4. semester, hvor de studerende skriver speciale i rotationer af 5 uger. På dette semester er der således indlagt tid til at skrive specialet, hvorfor det anbefales at skrive speciale på dette semester. Der er ikke indlagt tid til specialeskrivning på nogen af de andre semestre på kandidatuddannelsen.

Hvornår kan jeg skrive specialet?
Du skal have bestået, hvad der svarer til første studieår, før du kan skrive dit speciale. Du kan således godt vælge at skrive speciale på 3. semester, hvis du har bestået, hvad der svarer til første studieår.

Hvornår skal du senest tilmeldes specialet?
Har du endnu ikke skrevet specialet, når du rammer 6. semester regnet fra din studiestart, så tilmelder administrationen dig. Det betyder, at det ikke er muligt at skubbe specialet til efter 6. semester og dermed lægge det i dit ekstra ½ år.

Tilmeldingen til specialet er bindende. Når først du er tilmeldt specialet, afvikles hhv. 2. og 3. prøveforsøg i umiddelbar forlængelse heraf. Nærmere retningslinjer herom opdateres løbende.

Gruppeaflevering
Læs herom i Kursuskataloget - link hertil findes under "Format og læringsmål"

Opgavevalg

Du har to muligheder, når du skal vælge opgaveemne :

  1. Du kan finde et emne i opgavekataloget (find det under LINKS) og træffe aftale med den vejleder, der er opgivet under emnet.
  2. Du kan selv træffe aftale med en vejleder om et projekt. Det kan være en vejleder, du har mødt ifm. undervisning, klinik eller andet. Krav til vejleder: Vedkommende skal have en ansættelse på fakultetet Health, Aarhus Universitet, minimum som lektor /klinisk lektor.
  3. Hvis du har haft et selvtilrettelagt forløb på 3. semester, kan du bygge videre på dette. Det betyder ikke, at du kan aflevere den samme opgave igen som speciale, men at du fortsætter med den samme vejleder, og at I sammen  tager udgangspunkt i stoffet fra 3. semester og udarbejder en ny opgave /hypotese, som du kan bruge til dit speciale.

Sammenhæng mellem individuelt projekt og speciale

Projektforløbet på 3. semester kan lægge op til et speciale på 4. semester.

Forløbet skal struktureres således, at der er et selvstændigt eksamensprodukt på 3. semester, som ikke plagieres i specialet.

Du kan således ikke bare arbejde videre med et projekt fra 3. semester og færdiggøre dette på 4. semester, hvis produkterne for 3. og 4. semester hermed ikke klart kan adskilles.

Eksempler på klart adskilte forløb er: 

  • at du arbejder med en metode på 3. semester og udarbejder et produkt, hvor validering af metoden beskrives. Denne metode kan indgå på 4. semester med behørig reference og anvendes til at generere data, som indgår i specialet.
  • at du udarbejder en projektprotokol på 3. semester, som er udgangspunkt for forskning, der udføres på 4. semester.
  • at du udarbejder en baggrundsanalyse af et forskningsområde, der afsluttes med en rapport, hvilket lægger op til, at du kan afgrænse et konkret forskningsspørgsmål, der via anden litteratursøgning skal undersøges i dybden i specialet.

Specialekontrakt - hvordan gør jeg?

Du udfylder ansøgningsformularen sammen med din vejleder og afleverer ved at trykke SEND, hvorefter formularen sendes til HE Studier - med kopi til din vejleder. Indsendelsesfristen for specialekontrakten er den 15. august (vedr. aflevering af selve opgaven i efterårssem.) og den 15. januar (vedr. aflevering af selve opgaven i forårssem.).

Selvom specialekontrakten først skal være indsendt hhv. efter jul /efter sommerferien, er det en rigtig god ide at have en aftale med en vejleder og have snakket om projektet hhv. inden jul /inden sommerferien, så du måske bare mangler at udfylde selve kontrakten - ellers siger al erfaring, at du meget nemt kommer i tidsnød.

Hvis I er flere der skriver sammen, skal I kun udfylde og indsende formularen én gang. Til gengæld skal begge/alle navne og studienumre stå i den. Der ER rubrikker til det. 

Powerpoint med info om specialeprocessen findes under LINKS 

Du kan se bort fra de specifikke datoer i powerpointen – de frister du har brug for at kende er - som der også står under punktet om aflevering - følgende: 

Afleveringsfrist for specialekontrakten:
15. januar (for aflevering i forårssemestret)
15. august (for aflevering i efterårssemestret)

Afleveringsfrist for selve opgaven er :
første hverdag i juni (forårssemestret)
første hverdag i januar (efterårssemester)

Format og læringsmål

Du kan læse mere om format og læringsmål for specialeopgaven i kursuskataloget. og om forskellen på kvantitativt og kvalitativt speciale.


Yderligere format-detaljer der ikke står i kursuskataloget:

  • Der skal angives referenceliste over anvendt litteratur.
  •  Illustrations- og datamateriale må tilsammen maksimalt udgøre 10 figurer eller tabeller, og disse må tilsammen højst fylde 10 normalsider, med font 12.
  • Specialets maksimale omfang inkluderer ikke forside, resumér, referenceliste eller figur- og datamateriale - heller ikke  tabel- og figurtekster - og heller ikke en evt. indholdsfortegnelse  og liste over forkortelser.
  • Antal anslag (inkl. blanktegn) angives på forsiden (et tal for hver) for dansk resumé, engelsk resumé og hovedtekst. Ingen krav til filnavn og udformning af forside. 
  • Der skal kun afleveres ét dokument: hoveddokumentet (selve opgaven) - ingen bilag. Specialekontrakten skal ikke uploades ved aflevering af opgaven.
  • Specialeopgaven er et eksamensprodukt, som skal udarbejdes selvstændigt. Forfattere må kun være den eller de studerende, der er forhåndsgodkendt jf. specialekontrakten.

Aflevering - hvordan gør jeg?

Afleveringsfristen for din opgave er den:

  • første hverdag i juni (forårssemester)
  • første hverdag i januar (efterårssemester).

Du skal aflevere din opgave i Digital Eksamen senest kl. 23.59.

Når du har afleveret din opgave, har du ikke længere mulighed for at ændre i den.

Afleveringen åbner ved semesterstart, og du kan derfor aflevere, når det passer dig. Opgaven bliver først bedømt efter afleveringsfristen.

Hvis du er i tvivl om noget omkring plagiat, kan Health Studieservice dokumentere tidspunktet for din aflevering.

2. og 3. forsøg

Du bruger et prøveforsøg, hvis:

·       du ikke afleverer dit speciale til tiden

·       du ikke består.

Du bliver automatisk tilmeldt 2. eller 3. prøveforsøg. Du har ikke mulighed for at afmelde dig specialet.

Hvis du ikke afleverer specialet til tiden, starter dit nye forsøg 14 dage efter afleveringsfristen for dit forrige forsøg.

Hvis du ikke består specialet, starter dit nye forsøg 14 dage efter fristen for bedømmelse af din eksamen.  

Du får en ny afleveringsfrist på 3 uger.

Du skal have godkendt en ændret opgaveformulering

Ved både 2. og 3. prøveforsøg skal du have godkendt en ændret opgaveformulering. Den ændrede opgaveformulering skal ligge indenfor samme emneområde.

Der skal dog være et nyt element i opgaveformuleringen, så der er tale om en reel ændring. Din specialevejleder og studieleder/uddannelsesleder skal godkende den ændrede opgaveformulering.

Vi sender information til dig på din au-mail, hvis du skal i gang med 2. eller 3. prøveforsøg.    

Læs mere: Sådan gør du, hvis du bliver syg i forbindelse med specialeskrivningen.

Forskningsår

Nedenstående formular er til forskningsårstuderende, der ønsker at aflevere specialeopgave i forlængelse af forskningsåret.
Specialeopgaven er allerede godkendt i forbindelse med indskrivning på forskningsåret.

Du tilmelder dig i STADS i tilmeldingsperioden 1.-5. november (aflevering i forårssemesteret) eller 1.-5. maj (aflevering i efterårssemesteret). Tilmeldingen er bindende.

Som forskningsårsstuderende kan du først aflevere din specialeopgave, når indskrivningen til forskningsåret (og dermed orloven) er afsluttet. Du skal lave opgaven efter de gældende regler i Studieordningen.

For at kunne bruge dit forskningsårsprojekt til specialeopgaven, skal du have bestået første år på kandidatuddannelsen inden du påbegynder forskninsgåret. 

Specialekontrakten specielt for FÅ-studerende finder du her.

Der er samme frist for udfyldelse af denne kontrakt, som for øvrige specialestuderende:

  • mhp. aflevering af opgaven i efterårssem.: 15. august.
  • mhp. aflevering af opgaven i forårssem.: 15. januar.

Afleveringsfrist og bedømmelse

Mht. selve afleveringen er afleveringsfristerne således:

  • Efterårssemesteret: den første mandag i januar.
  • Forårssemesteret: den første hverdag i juni.

Der åbnes for aflevering ved semesterstart (hhv. 1. september og 1. februar).

Alle opgaver bliver først bedømt efter afleveringsfristen. Som forskningsårsstuderende har du dog mulighed for at få opgaven bedømt inden for 6 uger efter afleveringen – det kræver blot, at du kontakter HE Studier herom når du har afleveret - skriv til studadm.eksamen.medicin@au.dk

Aflevering af speciale og publicering af artikel

Specialeopgaven må ikke bygge på en artikel, der er publiceret og dermed bedømt inden indlevering af specialet. 

Dette skyldes dels, at specialet ikke må have medforfattere (med mindre du vælger at skrive det sammen med en medstuderende - se regler for dette), og dels at du ikke må bruge elementer, du allerede har modtaget kritik (bedømmelse) af i en (ny) eksamen (uretmæssig hjælp). Endvidere kunne specialet opfattes som afskrift af artiklen (selvplagiat). 

Når du har indleveret din specialeopgave, må du godt bruge det, der indgår i opgaven til at skrive en artikel. Du vil da ikke længere kunne ændre i specialeopgaven på basis af den kritik, du ville få under review af artiklen. Der kan dog her være restriktioner for det pågældende tidsskrift, specielt hvis specialet er tilgængeligt online - konsultér det pågældende tidsskrifts politik vedrørende dette. HE Studier offentliggør ikke de medicinske specialer.

Har du i denne forbindelse yderligere spørgsmål til din egen situation, er du velkommen til at spørge HE Studier – Ulla Schmidt: us@au.dk.

Spørgsmål

Spørgsmål  vedrørende specialet på ny ordning kan rettes til uddannelsesadministrator Ulla Schmidt us@au.dk – tlf. 87168367.