Information til vejleder vedr. specialeopgaven på medicinstudiet

Hvornår afvikles speciale og tilmelding til speciale

Hvornår afvikles specialet:

  • Specialet afvikles normalt på 4. semester af kandidatuddannelsen.
  • Hvis en studerende ønsker forløb mellem 3. og 4. semester henvises også til ”Sammenhæng mellem individuelt forløb og speciale”
  • Specialet kan afvikles på andre semestre. Der gælder dog, at den ikke kan afvikles inden den studerende har bestået, hvad der svarer til første studieår, og endvidere at den studerende tilmeldes automatisk, hvis den ikke er afviklet inden 6. semester påbegyndes.
  • Den studerende skal aflevere specialet i slutningen af semestret. Der gives en fordybelsesperiode på 5 uger i løbet af semestret, som afhænger af den studerendes rotation.

Tilmelding til speciale:

  • Tilmelding til specialet er bindende for den studerende. Dvs. når den studerende er tilmeldt 1. prøveforsøg skal evt. 2. og 3. prøveforsøg afvikles i umiddelbar forlængelse heraf. Man kan med andre ord ikke påbegynde (og tilmelde sig) specialet på 3. semester og derefter fortryde og ønske af det først skal afleveres på 4. eller 5. semester.

Krav til vejlederen

Vejlederens opgave er primært:

  • at bistå den studerende ved dennes udarbejdelse af specialekontrakten og godkende denne inden indsendelse til formel godkendelse
  • at sikre at opgavens formulering giver den studerende mulighed for at opfylde læringsmålene
  • at sikre progression i specialeforløbet
  • at sikre den studerendes læring i processen.

Hvis specialet udføres af mere end 1 studerende:

  • Hvis specialet udføres af flere end 1 studerende skal du bemærke ændringer i formkravene samt krav om, at den individuelle præstation stadig skal kunne bedømmes. Det er således hensigtsmæssigt fra begyndelsen at definere hvilke dele af besvarelsen den enkelte studerende skal være ansvarlig for.

Vejledningen er normeret til 10 timer, inkl. bedømmelsen: 

  • Den studerende kan forvente ca. 8 timers vejledning. Lav tidligt en vejledningsplan med den studerende. Vejledningsplanen skal fremgå af specialekontrakten.
  • Der gives 2 timer til bedømmelsesprocessen.

Vejleder må ikke rette specialet inden aflevering:

  • Specialet er en eksamen og det vil således være at sammenligne med ”eksamenssnyd”, hvis vejleder gennemlæser og retter hele specialet.
  • Feedback på den studerendes skriftlighed bør gives i løbet af specialeperioden, hvor der fokuseres på principielle forhold som stringent formulering, struktur og opbygning af en deltekst. 

Forslag til vejledningsplan

1 time til formøde (typisk på semesteret før specialeforløbet):

  • Gennemgå ”læringsmålene” med den studerende.
  • Gennemgå ”checkliste til bedømmelse” med den studerende.
  • Aftal en ”problemformulering (et forskningsspørgsmål)” (Læringsmål 2).
  • Læg en plan for: 1) sikring af nødvendige tilladelser, 2) udformning af ”Forhåndsgodkendelse af speciale”, 3) Vejledermøder, 4) andre praktiske forhold. 

1 time til opfølgende formøde: 

  • Vejleder gennemlæser forhåndsgodkendelsen og accepterer formelt at være vejleder for projektet
  • Vejleder er særlig opmærksom på, at specialet kan lade sig gøre, dvs. materiale er tilgængeligt og evt. godkendelser er tilstede. 

6 timers vejledning fordelt på 4-6 gange i løbet af specialeperioden:

Formålet er at:

  • sikre fremdrift
  • give feedback på skriftlighed i overordnede termer (den studerende kan fx 1 uge før et vejledermøde aflevere en tekst af ca. en sides omfang)
  • diskutere relevante problemstillinger
  • holde fokus på læringsmål.

Aflevering og bedømmelse af specialet (eksaminator/censor)

Hent checkliste til bedømmelse af specialet på medicin (pdf)

Hent kriterier for bedømmelse af specialer på medicin (pdf).
 

  • Specialet skal bedømmes af vejleder og censor, der er tildelt via Censor-IT.
  • Der foreslås fagområde for censor, når den studerende indsender online specialekontrakt til godkendelse hos studieleder (dette og specialekontrakten i sin helhed skal inden indsendelse godkendes af vejleder). Der er i online-skemaet en rullemenu til valg af fagområde. Der hverken skal eller kan træffes individuelle aftaler med censorer. Specialets censor tildeles automatisk via Censor-IT fra listen af censorer beskikket ved Lægeuddannelsen i Danmark.
  • Den studerendes selvstændige præstation i specialet skal kunne bedømmes, og den må ikke plagiere tidligere eksamensprodukter eller offentliggjort forskning.
  • Når bedømmelsesperioden indledes modtager vejleder og censor en mail fra AU med oplysninger om, hvorledes opgaven tilgås i det elektroniske eksamenssystem (Digital Eksamen) og hvorledes bedømmelsen skal indtastes i dette system.
  • Bemærk at bedømmelsen af specialet tager afsæt i opfyldelse af læringsmål, herunder at den studerende demonstrerer kritisk tilgang til videnskabelig litteratur og forskningsprocessen. Det er således ikke i sig selv væsentligt, at den studerende har arbejdet i længere tid end normeret med opgaven eller har et meget omfangsrigt materiale, man normalt ikke ville kunne nå i et almindeligt speciale. Fordelene heraf vil alene være muligheden for lettere at demonstrere læringsmålene på et højt niveau.
  • Vi forventer, at vejlederen afsætter 2 timer til læsning af specialet samt censur, der sker efter 7-trinsskalaen.
  • Specialeopgaven afleveres i Digital Eksamen: eksamen.au.dk 
  • Vejleder logger sig på med WAYF eller NemID og får på denne måde adgang til de relevante specialeopgaver. Bedømmelsen sker også i Digital Eksamen, når du er blevet enig med censor om karakteren. Ved indgangen til platformen findes god og grundig vejledning for bedømmere.  

Specialet kan basere sig på et forskningsår

Hvis specialet baserer sig på et forskningsår skal man være særlig opmærksom på kravene til specialet, som er en eksamen og derfor underlagt bekendtgørelser.

Det betyder bl.a., at specialet: 

  • skal kunne vurderes individuelt
  • ikke må have medforfattere
  • ikke må være publiceret eller på anden vis offentliggjort
  • ikke må være indsendt til bedømmelse, idet man ikke må modtage bedømmernes feedback, mv.

Specialet skal udformes individuelt af den studerende, og indleveres inden der påbegyndes artikeludkast i samarbejde med andre i forskningsgruppen. Specialet har på ny studieordning samme afleveringsfrist i slutningen af semestret for alle studerende (uafhængigt af rul i klinikken og den dedikerede 5 ugers specialeperiode).

For yderligere informationer omkring bestemmelser, se studieportalen.

Vejleders tilmelding af opgave til opgavekatalog

Vejleder indsender projekttitler (evt. med beskrivelse af opgaven)  til HE Studier, Ulla Schmidt, us@au.dk. Kataloget er kun ment som inspiration, og alle projekter kræver en forhåndsgodkendelse.

Den studerende indsender ansøgningsskema til HE Studier/Ulla Schmidt. Skemaerne behandles af studieleder Per Höllsberg (PH@biomed.au.dk). Se links til ansøgningsskemaer etc. i Links-boksen på Specialeopgavesiden.

  • Opgavekataloget revideres før hver semesterstart. 
  • Opgaver beregnet for en bestemt studerende offentliggøres ikke i katalog. 
  • Der udsendes reminder om opdatering af opgavekatalog op til semesterstart.

Censorhonorar

Læs her om censorhonorar, censornormer og meget andet.

Forventede dispositionsdatoer ved færdigtastning af resultat senest den 1. i måneden:

  • Vintereksaminer: Ultimo november, ultimo februar (f.o.m. 2019) og ultimo marts.
  • Sommereksaminer: Ultimo maj, medio juli (færdigtastet sen. 22/6) og ultimo september.