55 nye studiepladser klar til brug på Fuglesangs Allé

Eksamenslæsende studerende kan frit benytte de nyoprettede studiepladser i lokalerne A1, A1a, A2, A3 og A4 i bygning 2620.

19.01.2016 | Ingrid Marie Fossum

De nye pladser kan forhåbentlig tage noget af presset på studiepladserne på Fuglesangs Allé.

Tobias Vigel Larsen (til venstre), 5. semester oecon-studerende, har benyttet pladserne til eksamenslæsning og godkender dem fuldt ud.

De 55 nyoprettede studiepladser kan frit benyttes af alle studerende.

”Vi har lige fået de sidste møbler på plads i lokalerne, som du møder med det samme, du kommer ind ad hovedindgangen på Fuglesangs Allé. Det er blevet nogle attraktive og centrale studiepladser,” siger teknisk chef på Aarhus BSS Eigil Jensen.

De 55 nyoprettede studiepladser kan frit benyttes af alle studerende, hvilket en del studerende allerede har opdaget. Tobias Vigel Larsen, 5. semester oecon-studerende, har benyttet pladserne til eksamenslæsning og godkender dem fuldt ud:

”Det er rigtig gode pladser. Nu er der selvfølgelig ikke så mange, der har opdaget dem endnu, men her er ro, og vi kan lukke døren ind til pladserne ved siden af, så kan vi sidde nogle stykker herinde og diskutere. Det er også meget hyggeligt, når vi kan sidde sammen, i stedet for at vi sidder en og en på en læsesal,” siger han.

Hurtig reaktion på de studerendes opråb

Også studienævnet på Økonomi roser de nye studiepladser:

”Jeg kan med sikkerhed sige, at dette er noget, som bliver taget godt i mod af de studerende,” siger Adam Horsten, næstformand i Det Økonomiske Studienævn.

”Som studerende er det rart at høre, at den her slags opråb bliver hørt og med forholdsvis kort varsel,” fortsætter han med henvisning til de 40-50 studiepladser på 4. sal i S-bygningen, der blev overtaget af Karrierecentret i november 2015.

Formanden for Oeconrådet Marie Møller Petersen er også tilfreds med, at der er blevet reageret hurtigt fra ledelsens side:

”Vi er glade for at vores bekymringer om manglende, og flere nyligt nedlagte, studiepladser er blevet taget til efterretning. Med så mange studerende, som har sin daglige gang på stedet, har vi i en periode været meget pressede på studiepladser, især til gruppearbejde,” siger Marie Møller Petersen, som bliver en del af det nye studienævn i 2016.

De nye pladser kan forhåbentlig tage noget af presset på studiepladserne generelt på Fuglesangs Allé og især nu i eksamensperioden, hvor S-bygningens multirum er afsat til afholdelse af eksaminer.

Studerende
1394365 / i40