Kom godt fra start i dit studieliv

Hvis du har du lyst til at lære mere om dig selv som studerende og samtidig mod på at blive udfordret og coachet af en ældre studerende med viden og erfaring, så er et mentorforløb noget for dig.

04.11.2014 | Marie Louise Bro Pold

Igennem et mentorforløb får du mulighed for at arbejde målrettet med dit studie og du får dermed et godt afsæt for at udvikle dine studiekompetencer, opbygge netværk og få en bedre forståelse for de krav der stilles til dig igennem studiet.

Sidste år kunne vi tilbyde ordningen til 86 studerende på andet semester af statskundskab og samfundsfag. I år har vi mulighed for at nå ud til endnu flere, så overvej om ikke du skulle benytte dig af denne mulighed!

Dit udbytte af et mentorforløb kan fx være:

  • Vejledning om prioritering af din arbejdsindsats på studiet i forhold til fritidsinteresser, venner ol.
  • Få del i en ældres studerendes erfaring og viden om f.eks. eksamenslæsning
  • Gode råd og idéer til at blive integreret og føle dig hjemme på dit studie
  • Sparring om personlige problemer
  • Mulighed for gode råd, hvis din læsegruppe ikke fungerer

Rammerne

Alle mentorer læser på 5. semester af bacheloruddannelsen eller på kandidatuddannelsen i samfundsfag, statskundskab eller økonomi. De har alle sammen gennemgået en målrettet uddannelse, så de er godt rustede til at sparre med dig.

Er du så heldig at få tildelt en mentor, starter processen i midten af februar.  Du og din mentor mødes ca. 5 gange fra februar til maj, og I fastlægger selv indholdet af jeres møder. Forud for jeres første møde, deltager I begge i et informationsmøde, hvor I får flere oplysninger om forløbet og rammerne.

Er du interesseret

Hvis du er interesseret i at få en mentor, skal du blot sende os en mail med dit fulde navn, kontaktinformation, studienummer og  studieretning samt nogle få ord om, hvorfor du gerne vil have en mentor (maks 10 linjer).  

  • Ansøgningen skal sendes til stvejl@ps.au.dk.
  • Ansøgningsfrist: Mandag 8. december  2014, kl. 23.59

Læs mere her: Mentorordningen

Hvis du har spørgsmål er du velkommen til at kontakte studievejlederne, email: stvejl@ps.au.dk.

Vi glæder os til at høre fra jer!

Med venlig hilsen

Studievejlederne

Studerende