Top 10 i økonometri

Fire ph.d.-studerende fra Institut for Økonomi opnåede en placering blandt de ti bedste til årets verdensmesterskab i økonometri, Econometric Game.

15.04.2021 | Ingrid Marie Fossum

Ph.d.-studerende i økonomi Kristoffer Ibsen Foto: Privat

I modsætning til tidligere blev Econometric Game ikke afholdt i Amsterdam i år, men foregik i stedet online torsdag og fredag den 8.-9. april. Fra Aarhus Universitet deltog fire ph.d.-studerende i økonomi, som allernådigst havde fået lov til at samles på campus Fuglesangs Allé for at deltage i konkurrencen. Her arbejdede de på højtryk med deres bud på løsning af casen: ”Hvad er de lokale effekter af Airbnb på husmarkedet i Amsterdam?”

”Det er sjovt og spændende, at man kan tage værktøjskassen, man har lært inden for økonometri, og anvende den til noget, man ikke helt forstår – som sammenhængen mellem Airbnb og huspriserne i Amsterdam. Det er to gange 8 timer med fuld fart på, hvor man lynhurtigt skal sætte sig ind i et nyt felt og reelt set skrive en videnskabelig artikel,” siger ph.d.-studerende Kristoffer Holst Ibsen, som anførte firemandsgruppen fra Institut for Økonomi. 

Ud over Kristoffer Holst Ibsen bestod gruppen af ph.d.-studerende Mathias Voldum Siggaard samt Kenneth Kjær Jensen og Jonas Søndergaard Sørensen, begge på A-delen af deres 4+4-ph.d.-studium. Dermed kunne de sidstnævnte regnes med som ”almindelige” kandidatstuderende i konkurrencen, der kun tillader to ph.d.-studerende pr. hold.

”Vi kommer fra forskellige afdelinger på instituttet og havde ikke rigtig arbejdet sammen om noget før. Men med fire forskellige baggrunde, kompetencer og færdigheder kunne vi se problemet fra forskellige synsvinkler og nå frem til et godt resultat,” siger Kristoffer Holst Ibsen.

Selvom både Airbnb bookinger og huspriserne i Amsterdam begge er steget over årene, er der ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem de to ting. Gruppen endte derfor med at bruge et shift-share-instrument til løsningen og nåede frem til, at Airbnb faktisk spiller ind på huspriserne i Amsterdam.

Løsningen bragte de fire økonomer i finalen til Econometric Game, men desværre ikke til en placering blandt de tre bedste.

Selvom studerende fra Institut for Økonomi på Aarhus Universitet tidligere har fået både en andenplads og  en tredjeplads i Econometric Game, er det absolut flot at ende i top ti. Konkurrencen regnes for at være det uofficielle verdensmesterskab i statistikdisciplinen økonometri, og konkurrencen er stor. Der deltager 30 teams fra 30 forskellige universiteter fra forskellige dele af i verden. Vinderen af Econometric Game 2021 blev holdet fra Lunds Universitet.

Opslag